Skibsby-Højene IF - Hjørring IF 5 - 3

Fodbold 20. september 2006 06:00

Nok siger turneringsplanen “efterårssæson”, men vejrmæssigt bød også denne tirsdag aften på et perfekt vejr til en go’ kamp, og de to miniput-hold gav hinanden et lokal-brag af absolut bedste slags, hvor der blev fightet, så det slog gnister, og der blev der vist sparketeknik og -styrke, som sjældent set i miniput-rækkerne. HI havde revanche til gode, efter at have tabt det første opgør med 2-3 på egen bane, og det var tydeligt, at HI’erne havde en plan herfor; SHI’erne blev fra start angrebet langt inde på egen banehalvdel, og der var da også kun gået godt 1 min., før HI’s Morten Kaarsbo driblede sig fri i højre siden, fik lov at stå umarkeret lidt uden for feltet, og som den naturligste ting takkede han for tilbuddet, og tordnede læderet utageligt i nettet til en perfekt start for HI. Endnu mere perfekt blev det få minutter senere, hvor HI fik et hjørnespark i venstre side, og på kanten af feltet fik Kasper Jepsen lov til at stå umarkeret, og han placerede flot bolden tæt op ad den ene stolpe, og så var HI’erne allerede foran 2-0. En sådan start kan sikkert ryste de fleste hold, men SHI’erne holdt fast ved deres “koncept” med korte, hurtige afleveringer, og efter ca. 10. min. sluttedes en sådan kombination med, at bolden blev lagt bagud til Oscar Madsen, der kanonerede bolden i nettet til 1-2, og blot 5 min. senere var det næsten som at se en gengivelse i Onside, da Oscar Madsen endnu engang lod højre foden tale, og så stod det allerede 2-2. Efter godt 20 min. var det så SHI’s Mads Philip Thomsen der var blevet tilpas inspireret af de andres skydefærdigheder, da han 20-25 meter ude i venstre side svingede venstre poten, og via underkanten af overliggeren slog bolden ned bag linien til hjemmeføring på 3-2; blot få min. senere prøvede Mads Philip igen fra samme sted, men denne gang afværgede overliggeren for HI, så 3-2 holdt til pausen. 2. halvleg blev også en seværdig og velspillet affære, og på dette tidspunkt havde kampen efterhånden samlet de fleste af de mennesker der var på SHI’s anlæg, og da HI også stillede med rigtig mange tilskuere, var det en helt fortrinlig ramme. Kort inde i 2. halvleg fik SHI et frispark 15-20 meter fra mål, og Mads Philip Thomsen gjorde som han havde gjort i 1. halvleg; han tog underkanten af overliggeren til hjælp, og så stod det 4-2. I slutningen af kampen var Stefan Thayalan tæt på at bringe SHI på 5-2, men HI’s målmand fik flot afværget, blot for at konstatere, at Oscar Madsen - igen - var fulgt med frem, og han sparkede riposten op over den liggende målmand til 5-2. I de sidste minutter fik HI’s Jeppe Seidler reduceret til 5-3, da han kvikt opfangede en ripost i SHI’s felt, men mere blev det så heller ikke til i denne hæsblæsende - og meget velspillede - miniput-kamp, og når der skulle findes en vinder, må SHI siges at være den rigtige. Hos begge hold var der mange præstationer, der burde fremhæves, og det rigtigste havde måske været udelukkende at fremhæve holdene. Hos HI spillede bl.a. Jonathan Drivsholm en stor kamp, og han blev HI’s Small Star. Hos SHI gik trøjen til Oscar Madsen, der blev belønnet for 50 minutters utrættelig fight samt tre flotte - og vigtige - scoringer, således at SHI’erne efter seks kampe stadig har maksimumpoint. Apropos Onside: Disse to miniput-hold kunne sagtens lægge deres kampe om søndagen; de vil helt sikkert vinde kampen om tilskuerne!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...