Højene

Skibsby/Højene – Vrensted 10-13

Inden en velfortjent vinterferie havde drengene fra Skibsby Højene og Vrensted en sidste og meget krævende opgave. For 2. gang i denne sæson mødtes de 2 drengelilleputhold, og efter sidste kamps uafgjorte resultat var alle muligheder åbne. Om det var fredagens skolesvømning eller udsigten til ferie som gjorde udslaget skal være usagt, men det stod hurtigt klart at hjemmeholdet denne gang var mere end et halvt skridt bagefter. Vrensteds drenge havde taget landsholdets kampråb til sig, og de var virkelig parate og opsatte på at kæmpe for sejren – en kampgejst SHI-drengene som hold ikke kunne leve op til. Specielt udeholdets forsvar og målmand viste høj klasse, og tillod blot hjemmeholdet 3 scoringer før pausen. Vrensted havde imidlertid blot scoret 6 mål, så med træneren i spidsen aftalte hjemmeholdet at nu skulle der andre boller på suppen. Det blev imidlertid mest ved snakken. Der blev løsnet lidt op i angrebet, men Vrensted brugte også halvlegen til at vise flot angrebsspil, så hjemmeholdet haltede stadigvæk bagefter. Koncentration var i denne kamp nøgleordet, og først da kampen var afgjort og udeholdet slappede en smule af, fik SHIerne pyntet på resultatet og reddede lidt af ”æren” på en godkendt 2. halvleg og en fin afslutning. Kampen var ikke rig på spænding, men på flere flotte detaljer og begge hold fortjener stor ros for en fair og godt spillet kamp. Ugens SHI small stars blev Nikolai Urth og Mikkel Madsen.