Skibsmodel er dukket op

Var anbragt ved skole, der får den udsatte dusør

ELLING:Modellen af det italienske offshoreskib, Asso Ventiquatro, der en uge før jul blev stjålet fra sin glasmontre på Orskov Yard, er dukket op igen. Værftet fik dermed hurtig gevinst, efter i fredags at have udsat en dusør på 5000 kr. for oplysninger, der kunne bringe skibet tilbage. Frederikshavn Produktionsskole fandt mandag formiddag det godt en meter lange og knap halv meter høje modelskib foran en af skolens udbygninger på Tuenvej i Elling. - Det stod uden for en dør, og er i ubeskadiget stand, fortæller lederen af produktionsskolen, Carsten Meldgaard, der går ud fra, at tyvekosten må være blevet anbragt på stedet i løbet af weekenden. I en plasticpose lå desuden den messingplade med skibets navn, der også var fjernet fra montren, hvorimod otte-ti indrammede fotos af andre nybygninger fra det gamle Ørskov Værft, ikke dukkede op ved samme lejlighed. Billederne blev stjålet samtidig med modellen. Skole får dusøren Værftsdirektør Jeppe Orskov, er glad for, at dusøren og omtalen heraf gav så hurtigt resultat. - Vi vil nu lade pengene tilfalde produktionsskolen, siger Jeppe Orskov. Carsten Meldgaard oplyser, at dusøren vil blive brugt til udsmykning af den nye maritime kantine, som skolen er ved at indrette. Skolen er i den forbindelse ved selv at bygge et modelskib, men af noget større dimension end Asso Ventiquatro. - Vi bygger et modelskib, der skal udgøre kantinens buffet, siger Carsten Meldgaard. Han finder i øvrigt ingen grund til, at der bores i, hvorfor Orskov-modellen blev "afleveret" på produktionsskolen. - Hovedsagen er, at skibet er dukket op igen, synes Carsten Meldgaard.