Skibsskrot til genbrug

Ror og hængedæk fra ombygget passagerskib skæres op til genbrug

Frederikshavn 1. maj 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: I vægtklassen 120-130 ton jern- og metalskrot fra det norske passagerskib "Fjord Norway", der for nylig blev ombygget i Frederikshavn, skæres i disse dage i stumper og stykker på havnen af miljø- og genbrugsvirksomheden Uniscrap. - Det vil være for dyrt i transportomkostninger at skulle køre store skrotstykker til klipperen, så derfor har vi entreret med et firma, som skærer det op til færdigvare på vores containerplads på Sandholm, fortæller afdelingsleder Grethe Jensen, Uniscrap A/S i Frederikshavn. Fra havnen går containerne med skrottet videre til stålværkerne til omsmeltning. Alene det skrottede ror fra "Fjord Norway" eller "Spirit of Tasmania", som skibet hed, inden norske Fjord Line købte det, udgjorde 60-70 ton. - Hængedækket, som vi selv skar ud af skibet, udgør yderligere 50-60 ton, og dertil kommer forskellige andre ting, som vi har samlet sammen for at få skåret, siger Grethe Jensen. Det er et Herning-firma, der for Uniscrap udfører skærebrænder-opgaven. Tre mand herfra har været i sving i en uges tid, og de skal bruge yderligere 14 dage, inden de er nået til bunds i dyngerne. Den generelle nedgang i jern- og metalindustrien har ellers givet faldende aktivitet og dårligere råvarepriser for genbrugsvirksomhederne, men Grethe Jensen ønsker ikke at kommentere hvor god eller måske snarere dårlig en forretning, der her er tale om. Uniscrap i Frederikshavn miljøbehandler også skrotbiler og andet miljøaffald så som ledninger og kabler samt sorterer og presser pap og papir til genbrug. Aktiviteterne samlet set holder fem dagligt ansatte beskæftigede på Langerak.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...