EMNER

Skidt at droppe Vendepunkt for unge

Jeg læser i NORDJYSKE den 8. januar 2009, at kommunen har valgt at droppe projektet "Vendepunkt for unge", da politikerne i kommunen ikke kunne finde penge til at fortsætte projektet.

Lone jensen: Det bekymrer mig meget, at der ikke i kommunen kan findes penge til projektet, da kommunen har et stigende antal af unge, som bl.a. ikke trives i folkeskolen.

Lone jensen: Det bekymrer mig meget, at der ikke i kommunen kan findes penge til projektet, da kommunen har et stigende antal af unge, som bl.a. ikke trives i folkeskolen.

Lukningen betyder, at unge med behov for støtte fremover skal visiteres, hvilket de ikke skulle via projektet, og denne ændring bekymrer mig meget. Jeg ser et stigende antal af unge have behov for støtte i hverdagen, selv meget små problemer kan virke store, og med hjælp fra voksne har de unge på sigt en større mulighed for at blive selvstændige og selvhjulpne. De unge kan også få svært ved at søge hjælpen, da de ikke kan overskue, hvilke konsekvenser det har for dem at skulle igennem en visitation, for hvordan skal de kunne overskue det, når de kan have svært ved at tage en bus om morgenen eller gå på posthuset og betale en regning. Det bekymrer mig meget, at der ikke i kommunen kan findes penge til projektet, da kommunen har et stigende antal af unge, som bl.a. ikke trives i folkeskolen, og som vi jo har set i mange undersøgelser fra hele landet, så er flere og flere unge ikke undervist grundigt nok, når de forlader folkeskolen. Kan Jammerbugt kommune sige sig fri for, at undersøgelserne ikke indbefatter kommunens folkeskoler, eller er tankerne omkring unge med psykiske problemer af en meget firkantet holdning fuld af fordomme og antagelser? Glemmer man ikke også at inkludere tankerne om samfundets hurtige udvikling og de unges mange valg ind over de unges psykiske problemer? Min mening er, at vi for alvor nu og fremover mærker den gruppe af børn, som er blevet passet op på alt for mange områder, blive ældre. Det betyder, at de nu, hvor de skal til at stå på egne ben, oplever en følelse af tristhed og får identitetsproblemer, og deres selvværd har det ikke, som det burde. De kan have svært ved at sige nej til de mange tilbud om at låne penge, de kan ikke overskue de mange tilbud om uddannelse, og hvordan de skal prioritere deres valg i hverdagen. Jeg kan tage det eksempel, at hvis de tager en uddannelse på SU, har de ofte et arbejde til at supplere SU, og de har også deres lektier. Bliver de trætte i denne hverdag, og dropper uddannelsen, vender de nederlaget mod sig selv, og har ofte ikke en voksen til at snakke med, én, som kan sige, at det også er store krav, én, som kan give et skulderklap og anerkendelse i, at det måske var bedre med at have et arbejde, og så tage uddannelse på et senere tidspunkt. Denne udvikling kan ikke komme bag på samfundet, for igennem en årrække har flere forskere gjort opmærksom på det. Så hvorfor svigte nu? Og hvorfor lade det hele gå til visitation, når ikke alle de unge vil fortsætte med at have psykiske problemer af en karakter, hvor der skal støtte til? De unge, som forlader folkeskolen, vil fremover stå alene med problemerne, og har man i forvejen svært ved at søge kontakten til en voksen, bliver det bestemt ikke nemmere ved at skulle tage kontakt til en sagsbehandler, som så vil lade sagen gå videre til visitationen. I artiklen læser jeg et håb fra leder af socialpsykiatrien, Lene Fuglsang, om, at kommunen kan ansætte en projektkoordinator og støttepersoner til de unge, og dette forslag er bestemt en løsning, som kan få de unge til at udvikle selvstændighed og at være selvhjulpne. På denne måde bliver systemet mere tilgængeligt, da støttepersoner vil give de unge mere nærhed og indlevelse i hver enkelt problemstilling. En støtteperson og projektkoordinator kan også vurdere hver enkelt ung i forhold til, om problemerne er af en sådan karakter, at en visitation ikke kan undgås, da der skal mere støtte til, end der umiddelbart var indtryk af. Den nye teknik har de unge ikke svært ved at lære, og de hjælper gerne vi "gamle" med lette forklaringer. De forventer ikke, at vi kan alt det nye, og ved godt, at brugsanvisningen kan være svær at læse - især hvis den er på norsk eller engelsk, hvor vi så ikke kun skal forholde os til den nye teknik, men også på et andet sprog. Hvorfor forventer vi så, at de unge kan alt? Mærker vi ikke bare for alvor, at vores samfund udvikler sig stærkt, og at det betyder, at vores velfærdssamfund skal ses ekstra efter i sømmene? Vi skal alle tage ansvar for vort liv, men det kan være en svær øvelse, hvis det først bliver den enkelte bekendt - sammen med pubertet og den marginalisering, en del af nutidens ungdomskultur også kæmper med - og imod. Forkortet af red Af Lone Jensen, Kanalvej 117, Birkelse