Skidt for ski

Norge plaget af regnfuld start på sæson

Det drilske vintervejr har givet mange norske skisportsteder en skidt start på sæsonen. Nedbøren har været tre gange så stor som normalt, men det har været så lunt, at kun på de højest beliggende skisteder er den faldet som sne. Ellers har det været vådt og gråt. - Vintervejret har ikke givet os den bedste start på denne sæson, konstaterer marketingchef Anne-Mette Weber, Color Line. Det samme siger Carsten Kruse, Stena Line. - Men 75 procent af rejserne købes i august og frem til november, så vi mærker det ikke på omsætningen, siger han. De rejsende vil heller ikke mærke meget til det lunere vejr, når de først er kommet på skiene, mener de to rejsearrangører. - Når det gælder alpin skiløb, er det i dag heldigvis ikke det store problem, fordi alle skicentre er udstyret med snekanoner, så det vil sige der er åben over alt. Der er selvfølgelig lidt værre for langrendsløberne, men også der er der nogle steder snekanoner, for eksempel på Rauland, fremhæver Anne-Mette Weber. Endnu har det lune vejr ikke fået afbestillinger ind hos rederierne, og de forudser heller ikke, at de kommer. - Folk ved, vejret svinger, og vi har før haft varme uger. Men der er sner deroppe, og det ved gæsterne, siger Carsten Kruse. Tjek selv skiføre og vejr på de norske skisportssteder på http://www.skiinfo.no/