Skidt høgestart i slutspillet

Frederikshavn White Hawks gjorde kvartfinaleserien ekstra svær for sig selv ved at indlede med et nederlag på 0-2 på egen is efter en skidt og lidt slap indsats.

Her er det en frederikshavner, der et øverst i duel med en Rødovre-spiller, men det var gæsterne, der sluttede på toppen med en overraskende 2-0 sejr i den første DM-kvartfinale. Foto: Kurt Bering

Her er det en frederikshavner, der et øverst i duel med en Rødovre-spiller, men det var gæsterne, der sluttede på toppen med en overraskende 2-0 sejr i den første DM-kvartfinale. Foto: Kurt Bering

Det er op ad bakke for ishockeyspillerne fra Frederikshavn White Hawks i DM-kvartfinaleserien mod Rødovre, efter at høgene lørdag aften tabte den første kamp i serien med 0-2. White Hawks havde mulighederne til at komme i front i første periode, men spillet i powerplay fungerede ikke optimalt, og derfor formåede høgene ikke at udnytte fem Rødovre-udvisninger i de første 20 minutter. Nikolaj Meyer rørte på sig flere gange i kampens start og havde blandt andet et forsøg i sidenettet, men den største chance fik Thomas Reinert efter otte minutter, da han slap helt fri men skød på ydersiden af stolpen. Høgenes topscorer Jesper Jensen var også på spil et par gange, men hans afslutninger gik forbi mål, og høgene måtte lidt misvisende nøjes med 0-0 efter første periode. Rødovre kom mere med i kampen i anden periode, men alligevel var White Hawks nærmest en scoring, da Thomas Reinert et kvarter inde i perioden hamrede pucken på overliggeren. Frederik Andersen i høgeburet måtte dog også vise sit format, da han kort før periodens udløb måtte redde et forsøg fra Rødovres Martin Arup fra tæt hold. Begge hold havde gyldne muligheder i starten af tredje periode, men først efter 11.37 kom kampens første mål sat ind af Rødovres Jannik Karvinen efter en ripost fra høgenes keeper. Fem minutter før tid fik White Hawks kaptajn Mike Grey en fem minutters udvisning, men da Rødovre kort efter fik to udvisninger, fik hjemmeholdet alligevel en sidste chance i powerplay. Heller ikke denne gang lykkedes det at få scoret, og i stedet kunne Jannik Karvinen gøre det til 0-2 i et tomt mål 49 sekunder før tid. 1146 tilskuere så på..