Skidt start for hjemmeholdet

Fodbold 2. september 2002 08:00

Serie 2, kreds 8 B52/AFC - Skelund 2-2 (0-1) Mål: 0-1 Palle Poulsen, 0-2 Martin Rasmussen, 1-2 Per Jensen (straffe), 2-2 Morten Märcher AALBORG: Hjemmeholdet startede rigtigt skidt på kampen sent lørdag eftermiddag og bare indenfor de første ti minutter var Skelunds Palle Poulsen og Ole Uldael tilsammen tre gange helt alene med B52/AFC's målmand Per Jensen, der klarede særdeles godt for sig, når skuddene var indenfor målrammen. I det 11. minut måtte hjemmeholdets rutinerede spiller Keld Pedersen udgå med en skade, og de nødvendige rokader gav naturligvis lidt uro på holdet. Det gjorde at Skelund fik et par nye store chancer men igen holdt målmand Per Jensen hjemmeholdet inde i kampen. Der var imidlertid ikke meget at gøre i det 27. minut, da Skelunds Tage Pedersen rundede Morten Larsen for efterfølgende at sende en perfekt tværpasning ind til Palle Poulsen, der ikke svigtede denne gang. Mod slutningen af første halvleg røg gæsterne ind i et gult kort og det gav B52/AFC muligheden for at komme mere med i kampen. Der var kun spillet otte minutter af anden halvleg, da hjemmeholdets sweeper missede en bold og det gjorde, at Ole Uldael havde let ved at spille Martin Rasmussen fri til scoringen til 2-0. Herefter burde Skelund havde kørt sejren hjem men et helt unødvendigt men korrekt dømt straffespark i det 62. minut mod hjemmeholdets Anders Hedegaard bragte B52/AFC tilbage i opgøret, da målmand Per Jensen scorede meget sikkert hos kollegaen. Kort efter kunne gæsternes Palle Poulsen have lukket og slukket ved at score til 3-1 for Skelund men det mislykkedes og i stedet faldt udligningen i det 70. minut, da Morten Märcher scorede fladt i det lange hjørne. På det tidspunkt fik hjemmeholdet etableret et pres mod gæsternes mål men et gult kort i det 76. minut til B52/AFC gjorde, at kampen ebbede ud. mølbæk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...