Fodbold

Skidtfisk kan lugte af guld

AaB kom godt ud af en svær weekend

Jeppe Curth (14) lykønskes med udligningen af Kasper Risgård og Michael Jakobsen.Foto: Lars Pauli

Jeppe Curth (14) lykønskes med udligningen af Kasper Risgård og Michael Jakobsen.Foto: Lars Pauli

ESBJERG:Normalt plejer modstandernes fans i deres smædesange at synge, at der lugter lidt af fisk, når de er på besøg i Esbjerg. I aftes var det lugten af guld, der faldt først for. Men kun så længe AaB var i byen. Endnu engang må det dog understreges, at spillet i øjeblikket ikke er prangende hos SAS-Ligaens tophold, men når også modstanderne viser svaghedstegn, ja så kan duften af gyldent metal ikke undgå at brede sig. AaB var det bedste hold på banen mandag aften i Esbjerg, og selv om det ikke siger meget mod et hold, der tydeligvis har blikket stift rette mod pokalfinalen Kristi himmelfartsdag, så var AaB'erne dog det hold, der ville mest. Og med et point formår AaB altså at fastholde forspringet til de nærmeste konkurrenter fra FC Midtjylland - og endda udbygge det til FC København. Det endda i en weekend, hvor AaB havde den på papiret klart sværeste kamp af de tre tophold mod et hjemmestærkt mandskab. Det var på Blue Water Arena, at AaB startede deres lange march mod toppen af tabellen, da to mål i overtiden sikrede en usandsynlig sejr i Esbjerg. Dengang med svenske Rade Prica som matchvinder i de døende sekunder. Nilsson fuser ud Hans afløser Lars Nilsson har dog problemer med stabiliteten, og han var ubetinget banens ringeste spiller denne mandag aften. Elendige førsteberøringer, manglende mod og fremfor alt en fysik, der slet ikke står mål med de midtforsvarere han støder ind i i landets bedste række. Her savnes en reaktion fra træner Erik Hamrén, der på bænken har en spiller, der i hvert fald i anden division har bevist, han kan lave mål på samlebånd. Men indskiftningen af Ronnie Schwartz kom ikke, og det virker som en fejldisposition på en aften, hvor selv Erik Bo Andersen lignede en bedre tekniker end den lejede svensker. Hjemme bedst Nu venter to hjemmekampe mod på papiret svagere modstandere, og den næste uge kan blive utroligt afgørende for, om AaB skal have guldmedaljerne om halsen 24. maj. På Energi Nord Arena har holdet resultatmæssigt været flyvende, og man kan her håbe, at holdet igen kan manifestere sig som tophold med noget af det spil, der kendetegnede de første kampe i foråret. De seneste kampe har holdet virket for passivt og stået for langt tilbage på banen, men spillerne har jo alle vist, at de er i stand til at skabe og udnytte chancer på samlebånd. Og så vil alle nok være særligt glade, hvis en sejr over den onde ånd fra Randers for alvor kan få gulddrømmene til at brede sig.