Mariager

Skiene flyver over vandene

Bramslev Vandskiklub arrangerer landsdækkende juniorstævne

BRAMSLEV:Der bliver mere end almindelig aktivitet på Mariager Fjord, når Bramslev Vandskiklub i weekenden arrangerer landsdækkende juniorstævne i den vind- og vandbaserede sport. I den landsdækkende Junior Cup er turen nu kommet til Bramslev. - Der bliver mellem 30 og 35 juniorer, der er fra 8 til 17 år gamle. Og der er løb både lørdag og søndag, fortæller Ika Lübech fra Bramslev Vandskiklub. På vandet dystes der i vandskidiscipliner som trickski, waveboard, kølvandskryds og slalom. Men der dystes også på land. - Vi gør meget for at fylde spildtiden på land ud. Så der er konkurrencer i for eksempel bodybowling, forklarer Ika Lübech. Sidste år var der også et stævne omkring Bramslev Bakker. Forskellen til i år er, at Dansk Vandskiforbund er blevet medarrangør. - Det betyder, at det er mere organiseret, hvad der sker, lyder det fra Ika Lübech. Når stævnet afvikles over en hel weekend, er det nærmest en selvfølge, at nogle af de tilrejsende overnatter på campingpladsen ved Bramslev Bakker. Det samme gør nogle af den lokale klubs deltagere. - Nogle bliver der for det sociale, konstaterer Ika Lübech.