Skiftedag for kaptajner

Lørdag var en mærkedag for Hobro Borgervæbning i går. 1. september 2007 var dagen, da væbningen sagde officielt farvel til sin mangeårige kaptajn Eric Bøgh, Hobro, og goddag til den nye, John Bastrup, Hadsund.

Bente Lembo
Den nye kaptajn John Bastrup (tv) indsættes, mens der tages afsked med den gamle, Eric Bøgh (th). FOTO: ERIK RØGILD
Oppelstrup 1. september 2007 18:56

Afskeden og indsættelsen fandt sted på Store Torv i Hobro, hvor formand for Ambudagene Ole Vedel havde pæne ord at sige, både til den gamle og den nye mand på posten. Jobbet indebærer, at man er chef for 20 våbenføre mænd og 30 musikanter. Bøgh har været med i Hobro Borgervæbning i ikke færre end 47 år. Det svarer til to tredjedele af al den tid, væbningen har eksisteret. I 40 år har Eric Bøgh haft ledelsesposter. - Det må have været prægtigt at have været kaptajn for sådan en flok gæve gutter. Jeg ved, at I har et kammeratskab uden lige, lød det fra Ambukomiteens formand. Eric Bøgh vil fortsat være med i borgervæbningen som menig. Traditionen tro var der også overrækkelse af medaljer Ambulørdag. Keld Nørgård og Erik Christiansen fik hæder for 20 års tjeneste i væbningen. Keld Nørgård blev fremhævet for sit milde sind og sin musikalske kunnen, og Erik Christiansen for den ildhu, han lægger i sit klarinetspil. Tre fik medaljer for at have været med i 15 år: Tage Pedersen, Søren V. Jensen og Jens Bjarne Oppelstrup. To medlemmer, der har været på prøve et år, fik anerkendelse for, at de har levet op til forventningerne. De nye er Marie Nissen Pedersen og Holger Hjelm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...