Skiftedag i aktivt hus
Generationsskifte i Ella og Møller Sørigs Fond

Hans Stokvis med sin afløser, Dorthe Hilda Samuel. Der er i alt syv ansatte i Ella og Møller Sørigs Fond.Foto: Henrik Louis
BRØNDERSLEV:Det skulle have været to år, men det blev til fem år. Men nu er det slut.
Hans Stokvis, Taars, er stoppet som leder af Ella og Møller Sørigs Fond i Gravensgade i Brønderslev, der er kendt for Job-Team m.m.
Hans Stokvis, der er fyldt 65 år, takkede af med en reception, hvor hans afløser blev præsenteret. Det er 39-årige pædagog Dorthe Hilda Samuel fra Hirtshals, der gennem 11 år været ansat i Ella og Møller Sørigs Fond.
Hans Stokvis var faktisk for fem år siden gået på efterløn fra Blå Kors i Hjørring, men han blev opfordret til at stå i spidsen for Ella og Møller Sørigs Fond, som han siden 1990 havde været næstformand i.
- Det har været nogle hårde år at få rettet op på økonomien. Der måtte skæres ind til benet. Men nu kører et fint, fortæller han.
Der er 16 i beskyttet beskæftigelse i huset, hvortil kommer 45 personer, der ydes støtte og kontakt til i Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner. Der er også klubtilbud mandag og torsdag aften i huset.
Den ny leder, Dorthe Hilda Samuel, har specielt taget sig af bostøtte i den periode, hun har været ansat.
Dorthe Hilda Samuel har mod på – sammen med brugere, pårørende, personale, bestyrelsen og samarbejdspartnere, at videreudvikle de aktiviteter, der er i fonden.
Der er planlagt flere ture ud af huset. Dorthe Hilda Samuel håber, at alle kommer med i en sommerhustur.
- Vi har lejet et 850 kvadratmeter stort hus, så der er plads nok, fortæller Dorthe Hilda Samuel.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.