Retspleje

Skilsmisse i retsligt tomrum

Kongehuset er ikke underlagt domstolene, så parterne skal kunne finde ud af det

Prins Joachim og Prinsesse Alexandra er underlagt de almindelige regler ved skilsmisse. Godt nok er der det nye familieministerium og ikke Civilretsdirektoratet, der skal klare papirarbejdet, men så længe begge parter er enig om vilkårene, er der ingen problemer. Det er der til gengæld, hvis prinsen og prinsessen bliver uenige om børnebidrag, samvær eller andet, for i modsætning til andre danskere kan de ikke gå til domstolene. - Kongehuset er ikke underkastet domstolene. En strid skal afgøres mindeligt. Dronningen kan bestemme, at det skal afgøres ved en domstol, men det er en meget pinlig situation at sætte en dommer i, så det kan jeg ikke forestille mig, siger statsretsekspert Ditlev Tamm, som er professor ved Københavns Universitet. På gårsdagens pressemøde betonede hofmarskal Ove Ullerup da også, at parterne er enige om det hele. De deler forældremyndigheden, men børnene skal bo hos prinsesse Alexandra, som får lejlighed på Amalienborg. Overordnet set vil Kongehuset have store interesse i, at aftalerne bliver holdt. Derfor frygter lederen af Center for Ligestillingsforskning, Karen Sjørup, heller ikke, at prinsesse Alexandra får problemer på trods af den manglende domstolsbeskyttelse. - Jeg kan ikke forestille mig, at hun bliver retsløs som sådan og kommer til at sidde som fattig enlig mor. Jeg er ikke feminist nok til, at jeg kan se de store fare for hende, siger hun. Titel som tak Prinsesse Alexandra får også lov at beholde titlen, prinsesse, og det er i følge Ditlev Tamm en klog beslutning. - Der er en anerkendelse af hendes arbejde. Det er også en fornuftig beslutning, for hun har gjort et meget godt indtryk i Danmark. Man kan forvente, at hun kan bruges i en række officielle sammenhænge, og der er det mest praktisk, at hun er prinsesse, siger han. De nærmere detaljer om aftalen mellem prinsesse Alexandra og prins Joachim hører til privatlivets fred, men Ditlev Tamm regner med, at børnene skal blive i Danmark. - Det er formentlig en del af aftalen, at hun ikke tager børnene med til udlandet, men hun kan ikke forpligtige sig til det i tid og evighed. Hun kan jo blive forelsket i en anden, siger han. Ellers er der ikke de store statsretslige konsekvenser af bruddet, men Ditlev Tamm mener, at skilsmissen gør det svært for prins Joachim at blive konge. - Det er muligt, at det vil få den følge, at prins Joachim ikke vil være konge, hvis det bliver aktuelt. Det afhænger selvfølgelig af, hvilket alder hans børn har osv, men det kan godt være, at han føler, at det er mindre naturligt, siger han.