Skilsmissebørn stresser i julen

Juletiden er måske ikke kun liv og glade dage for poderne hvis forældre er skilt. Nogle børn bliver lige frem syge af juleræset.

Sophie Preisler Nørgaard,
Foto: Bente Poder
EMNER 20. december 2010 20:50

Den store julemiddag, dans om juletræet og mandelgave er ikke kun en engangsforteelse for mange skilsmissebørn. Jul hos mor, jul hos far, og måske ovenikøbet ekstra seancer hos både bedste- og papbedsteforældre. Det er lidt af en maraton, der venter de små skilsmissebørn. Og der er mange problemer at ramle ind i for forældre, som ikke er på bølgelængde. Det skriver avisen.dk. Kun én juleaften Og juleræset skader børnene, mener børnepsykologer. - Man kan opleve børn, der ligefrem bliver syge i julen, fordi de ikke kan rumme at være til så mange juleaftener. Derfor er det vigtigt, at man aftaler, at der kun er én den 24., og at mor eller far så må give sin gave til julefrokosten dagen efter, siger Margrethe Brun Hansen, der blandt andet er forfatter til bogen "De kompetente forældre". Den udlægning er Ruth Juul, der er souschef i Center for Familieudvikling, der tilbyder familierådgivning, helt på linje med. Hun mener også, at skilsmisseforældre kan gøre det meget lettere for deres børn, hvis de magter at give en fælles gave. - Det kan betyde meget for barnet at få en fælles gave fra mor og far. Der ligger nemlig en implicit mulighed for konkurrence i gaverne, når man er skilsmisseforældre. Og det går ud over barnet, som først bliver glad for fars gave, men så bagefter - for mors skyld - er nødt til at mobilisere ligeså meget glæde over hendes gave for ikke at skuffe hende, siger Ruth Juul. Gavegivning kan ekskludere Det er også vigtigt at inkludere skilsmissebarnet helt i den nye familie. - Gavegivningen er et symbol på, hvilke kredse man er fuldbyrdigt medlem af, og hvor man er gæst. Hvis man som delebarn f.eks. ikke står med på alle til-og-fra-kortene på gaverne til fars nye familie, så kan det gøre meget ondt på barnet. Og det har jo som sådan ikke noget med gaverne at gøre, siger Ruth Juul.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...