EMNER

Skilsmisser et tiltagende fænomen i Europas kongehuse

Skilsmisser er et stadigt mere almindeligt fænomen i de europæiske kongehuse. Årsagen er, at de kongelige gifter sig med borgerlige, siger britisk hofekspert

LONDON:Den bebudede skilsmisse mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra er blot det seneste af en række ægteskabelige brud i de europæiske kongehuse. Årsagen til udviklingen er, at de kongelige i stadig større grad gifter sig med borgerlige, siger redaktøren af Europas førende hofalmanak, Burke's Peerage. - Flere og flere af de kongelige gifter sig med personer fra alle mulige samfundslag, siger Harold Brooks-Baker, redaktør af den autoritative, britiske hofalmanak, der siden 1826 har holdt tråd i de europæiske kongehusets ægteskaber. - I Holland, Grækenland, Danmark og Norge har man på det seneste set de kongelige gifte sig med borgerlige, påpeger Brooks-Baker og hævder, at mange af disse ikke-kongelige ægtefæller "ikke til fulde forstår omfanget af pligter, et sådant ægteskab indebærer". - Det er ikke blot et ægteskab, det er et job, siger hofalmanak-redaktøren. Meddelelsen om, at prins Joachim og prinsesse Alexandra skal skilles, kommer kun tre uger efter, at det kom frem, at Hollands prinsesse Margarita, en datter af dronning Beatrix' ældste søster, prinsesse Irene, skal skilles. Ægteskabet mellem prinsesse Margarita og den borgerlige Edwyn de Roy von Zuydewijn holdt mindre end tre år. Et ægteskab, dronning Beatrix i øvrigt var så meget imod, at hun udeblev fra brylluppet. Ligeledes er det ikke mere end halvanden måned siden, at det blev klart, at prinsesse Stephanie af Monaco skal skilles fra ægtemanden Adans Lopez Peres. Ægteskabet med denne portugisiske cirkusartist varede ikke mere end 10 måneder. Dette var prinsesse Stephanies andet ægteskabelige forlis. I september 1996 indgav hun skilsmissebegæring efter blot et års ægteskab med Daniel Ducruet, hendes tidligere sikkerhedsvagt. - Det er ikke uden grund, at de kongelige tidligere kun giftede sig med kongelige. Det er og bliver en meget speciel tilværelse, siger Brooks-Baker fra Burke's Peerage. At praksisen med at indlemme borgerlige ægtefæller i kongehusene ikke er uden sine menneskelige omkostninger, har ingen steder været mere åbenbart end i Storbritannien. Mens prinsesse Stephanies brud med Ducruet skabte overskrifter, var det intet at regne med den mediefurore, der fulgte meddelelsen to måneder forinden om, at den britiske prins Charles og prinsesse Diana uigenkaldeligt gik fra hinanden. Meddelelsen i juli 1996 kom mindre end tre uger efter, at briterne havde fejret 15-årsdagen for eventyrbrylluppet mellem prinsen af Wales og hans unge, bedårende tilkomne, der havde arbejdet i noget så almindeligt som en børnehave. Ægteskabet blev hurtigt problematisk. Charles var aristokraten, den intellektuelle, hvis interesser kredsede om heste, hortonomi og arkitektur. Diana var den sprudlende og smukke kvinde med folkelig appeal og en forkærlighed for popmusik, mode og selskabslivet. Det var et ægteskab, som den uhyre traditionsbundne og pligtbevidste dronning Elizabeth havde været imod fra starten. Selv havde hun i sin tid fulgt etiketten og valgt en ægtefælle, prins Philip, med ufortyndet blåt blod i årerne. Selv om bruddet mellem Charles og Diana blev århundredets vel mest medieomsuste kongelige skilsmisse, var den ikke uden fortilfælde i den engelske kongehus. Blot tre måneder forinden var Charles' bror prins Andrew blevet skilt fra Sarah Ferguson. Ægteskabet med Sarah, der var datter af prins Philips poloinstruktør, holdt i 10 år. Det var en udvikling, kritikere af det kongeliges ægteskaber med borgerlige længe havde advaret om. I 1973 det britiske kongehus måttet lide den tort, at dronning Elizabeths eneste datter, prinsesse Anne, giftede sig med en borgerlig, kaptajn Mark Phillips. Ægteskabet endte i skilsmisse i 1992. Ikke at medlemmerne af det engelske kongehus dengang var ukendt med skilsmisser. Allerede i 1978 var dronning Elizabeths søster, den oprørske prinsesse Margaret, blevet skilt fra ægtemanden, den kendte fotograf lord Snowdon. Han var ganske vist af adelig byrd, men alligevel var bruddet en skandale. Det var den første skilsmisse i det engelske kongehus i næsten 450 år. Ikke siden den navnkundige Henrik VIII havde et medlem af det engelske kongehus opløst den hellige ægtepagt. Henrik VIII gjorde det i 1533, da han skaffede sig af med sin første viv, dronning Catherine, for at kunne gifte sig med sin elskerinde Anne Boleyn. Vatikanet modsatte sig i sådan en grad en skilsmisse, at den viljefaste, engelske monark ganske enkelt brød med den romerske kirke i Rom og erklærede sig overhoved for Den engelske Kirke. I alt giftede Henrik VIII sig seks gange. Skilsmisse greb han kun til en gang mere - i 1540. Han fandt det simpelthen lettere at halshugge de hustruer, han blev trætte af. /ritzau/