Skilsmissereform sættes på pause for at få kortere ventetider

Familieretshuset skal have ro til at få nedbragt ventetider, har et bredt flertal i Folketinget besluttet.

KØBENHAVN:Alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige er blevet enige om at sætte det nye familieretlige system, også kendt som skilsmissereformen, på pause i en periode.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet mandag i en pressemeddelelse.

Målet med aftalen er at få nedbragt ventetiderne på sagsbehandling i Familieretshuset, tidligere kendt som Statsforvaltningen.

Her kan forældre, der skal skilles eller er blevet det, i øjeblikket komme til at vente i adskillige måneder, inden de kan få et møde, der skal være med til at gøre en ende på deres konflikter.

- Vi har i dag et system, der hjælper børnene og familierne langt bedre end det tidligere system, men det hjælper ikke noget, hvis familierne skal vente alt for længe på at få hjælp, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i pressemeddelelsen.

- Derfor er det klogeste at give Familieretshuset ro til at skrue op for sagsbehandlingen, uden at de skal bruge kræfter på at udrulle resten af reformen samtidigt, siger hun.

60 procent af skilsmissereformen, der trådte i kraft sidste år, er på nuværende tidspunkt rullet ud, oplyser ministeriet.

De forskellige elementer i reformen er som sådan indført, men brugen af dem er ikke oppe på det niveau, som er målet med reformen.

Med mandagens aftale får Familieretshuset, der altså længe har været plaget af lange ventetider for skilsmissefamilier, mulighed for at få afviklet disse sager, i stedet for at bruge tid og kræfter på at gennemføre skilsmissereformen.

Familieretshuset fik med søndagens aftale om finansloven for næste år desuden tilført ekstra midler til sagsbehandling, herunder 238 millioner kroner næste år.

Venstres socialordfører, Marie Bjerre, peger på, at sagsbehandlingstiden i Familieretshuset har været "katastrofal" for familier i konflikt.

- Det er uacceptabelt for forældrene, og imens ender børnene som tabere.

- Det afgørende er dog at få nedsat de alt for lange ventetider, og derfor mener vi, det er rigtigt at bremse yderligere implementering af reformen, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.