Musik

Skind-manøvrer på Sindal Marked

Stripperne vender tilbage til Sindal Marked, som også vil holde melodi grand prix for unge

SINDAL:Hvis en person pludselig skulle få lyst til at citere et af national-ikonets eventyr og udbryde et men han har jo ikke noget på, er det ikke fordi, at markedsudvalget vil have opført "Kejserens Nye klæder" som skuespil på 2003-udgaven af Sindal Marked. Det skyldes nærmere den omstændighed, at sidste fredag i maj byder på såvel herre- som damestrip i det store telt. - Sindal Marked skal have noget for alle, og hvis man ikke bryder sig om strip, så kan man jo bare lade være at komme på det tidspunkt, lyder beskeden fra markedsudvalgets Henning Hendriksen, der påpeger, at han har aldrig har set noget lignende, da der sidste gang var strip - altså ikke i relation til det, som skete på scenen, men i forhold til det massive fremmøde af unge mennesker i teltet. Hjallerup igen Sindal Marked ramler i år sammen med markedet i Hjallerup, og det er en af årsagerne til, at man i år har pumpet underholdningsbudgettet op med 50.000 kroner. Ganske vist gav markedet et pænt overskud sidste gang, de to markeder blev holdt i samme tidsrum, men Henning Hendriksen vurderer alligevel, at man ville have scoret yderligere 100.000 kroner til idrætsforeningen og rideklubben, hvis man havde været helt alene på banen. Kr. himmelfartsdag ligner til forveksling sig selv på markedet med blandt andet Kandis på programmet, mens tre band skal optræde fredag aften på skift efter strip-seancen, deriblandt Gasolin-kopierne Østre Gasværk. Lørdag går Rocking Ghosts igen, mens et splinternyt tiltag ser dagens lys søndag. Fra Skagen til Brønderslev På markedets sidste dag er alle kræfter nemlig sat til at stable et stort arrangement på benene, og opgaven er lagt i hænderne på Den Kommune Musikskole, idet det drejer sig om et stort melodi grand prix for unge. Lederen af musikskolen, Erik Randrup, fortæller, at kriteriet for at deltage er, at alle deltagere selv skal spille. - Ideen med grand prix stammer fra en lærer, Lars Sørensen, og da vi præsenterede den, syntes markedsudvalget også godt om den, fortæller Erik Randrup, der oplyser, at der vil blive sendt plakater ud til folkeskoler, gymnasier, handelsskoler og en række andre uddannelsesinstitutioner, som er placeret fra Skagen i nord til og med Brønderslev og Løkken-Vrå i syd - dermed skulle man ikke komme i problemer med manglende deltagelse. - Hvis for mange melder sig til, vi har kun søndag eftermiddag til rådighed, bliver vi nødt til at sige først til mølle eller trække lod, siger Erik Randrup. Tommy Seebach Musik-konkurrencen, der formentlig kommer til at hedde Soldal Rock, selv om den er åben for alle genrer, vil nok blive afviklet for to aldersgrupper - en op til 15 år samt en fra 15 til 19 år. Der vil blive udloddet tre præmier i de to aldersgrupper, og det er i følgende kartagorier: Bedste band. Bedste optræden. Bedste komposition (til de grupper, som ikke spiller kopi-numre). Som prikken over i'et vil søndagen byde på besøg af grand prix-legenden Tommy Seebach, der ikke bare skal spille i løbet af eftermiddagen, men måske også vil få plads i den jury, der skal bedømme de musikalske indslag.