Skinger polemik

Der har i de seneste dage været en nærmest skinger polemik omkring Henning Dochweilers afskedigelse som leder af Refugiet Klitgården.

Overvejende synes de fremsatte meninger at komme fra personer, der har venskabelige relationer til Henning Dochweiler - og de synspunkter, der bliver fremført er ofte moraliserende eller indeholder krav om aktindsigt. Det er i øvrigt også påfaldende, at opbakningen omkring Henning Dochweiler så godt som ikke tager udgangspunkt i ledelsen af Klitgården, men udspringer dels i personlige sympatier og dels i Henning Dochweilers engagement i aktiviteter uden for Klitgården, såsom Litteraturfestivalen og formandskabet i Folkeuniversitetet, hvortil kommer henvisninger til Askov Højskole og det danske kulturinstitut i Wien. Ledelsesarbejdet omkring Klitgården er derimod et meget tåget og næsten ikke omtalt emne. Man synes hastigt at konkludere, at på baggrund af de øvrige aktiviteter er han selvsagt også en glimrende og kompetent leder af Klitgården. I hvert fald har tilhængerne skabt en påfaldende entydig glorificering af Henning Dochweiler. Denne glorificering fra disse personer omfatter ikke bestyrelsesformand Karen Krause-Jensen. Mildest talt. Karen Krause-Jensen var som bekendt en af de fremmeste initiativtagere til refugiet – og var den ildsjæl, der virkeliggjorde tanken. Det engagement hun stadig udviser, har hun fået megen berettiget tak for, men det er i denne situation så også det, hun fra visse sider angribes for – under den lidet smigrende betegnelse ”magtsyge”. Til dette skal siges, at hvis bestyrelsesformanden – der i øvrigt er ulønnet – bor lokalt i forhold til refugiet, så kan det ofte være en meget utaknemlig og arbejdsbelastende Urias-post at være medansvarlig for, at bestyrelsens ønsker og ambitioner bliver virkeliggjort af dels den ansatte leder, dels af bestyrelsesformanden. Her taler vi udelukkende om Klitgården som institution. Og hvis man som bestyrelsesformand er samvittighedsfuld i relation til Klitgården som sådan og til bestyrelsens ambitioner, vil man ofte på utaknemlig vis risikere at få påklistret det ry at være unødig nidkær i embedet. Et ry, der kan bruges som våben af anderledes tænkende og uden synderlig indsigt i tingenes sammenhæng. Nok om bestyrelsesformanden. Hvis bestyrelsen i utilfredshed konkluderer, at dens ambitioner ikke bliver opfyldt, vil samme bestyrelse ende med at slå en streg i sandet overfor den ansatte og ansvarlige leder – hvilket i dette tilfælde har medført, at Henning Dochweilers sympatisører er mere end uforstående, men til gengæld højst aggressive. Med disse generelle betragtninger vil jeg sige, at der på det administrative felt findes en verden indenfor Klitgården – og en verden udenfor – selvom disse gerne skulle relatere sig kraftigt og vedholdende til hinanden.