Skinnende veteraner i sol

SINDAL:Med et lægselsfuldt drømmende blik betragter Ellen Lindrup de læderbetrukne sæder i en særdeles velplejet Citroén Cabriolet fra 1937. - Den er sør'me flot. Den ville jeg gerne ud at køre i, udbryder den voksne pige, der ikke tidligere har prøvet at køre sådan en. - Men jeg har tidligere kørt Citroén sportsvogn, bedyrer hun. Lørdag formiddag samledes ejerne til i alt ca. 100 veterankøretøjer til træf på og omkring Nørretorv i Sindal. - Det er fjerde år, vi tager denne aktivitet op. Og vi må indrømme, at vi i år er heldige med vejret, siger formanden for Sindal Handelsstandsforening, farvehandler Tommy Høj. Handelsstandsforeningen står sammen med Sindal Turistforening som arrangør af træffet. Tommy Høj indrømmer, at sådanne arrangementer er af den slags, de lokale foreninger slipper forholdsvis let om ved. Ejerne af veterankøretøjerne ordner stort set det hele selv. Samtidig trækker det masser af folk til byen. - I år er der enkelte norske veteranmotorcykler med. Men såvel i Sydnorge som i Sverige er der mange klubber for veterankøretøjer, og i fremtiden vi vi forsøge at få nogle af dem med, lover Tommy Høj. Og Nørretorv egner sig fortrinligt til et sådant træf. Helt naturligt opdelt i en motorcykel- og en bil-sektion med hver ca. 50 kørertøjer af ældre model. Der er en Morris 8 fra 1931, en Gogomobil fra 50'erne, en tilsvarende NSU Prinz, foruden de klassiske "HGF'ere", som børn i 50'erne kaldte de klassiske Ford- og Chevrolet-modeller. Opel udgør en helt egen gruppe med Olympia, Kaptajn og Rekorder. Volvo og Mercedes i forskellige udgaver er med, og så er der et par ægte amerikanske flydere, en Buick fra 1958 og en blegrød Dodge, begge ejet af Frank Jensen fra Lyngså. - De er helt originale begge to, siger han og indrømmer, at når først man er vakt for den slags, går det i blodet. - Det er skønt at se så mange Victoria'er, udbryder en tilskuer, der med kærlige øjne betragter et af i alt tre eksemplarer af denne motorcykelrace på pladsen. Foruden Victoia'er her naturligvis et antal Nimbusser med og uden sidevogn, BSA'er, Raleigher, en enkelt Java, og selvfølgelig er såvel Harley D., BMW, Norton og Triumph repræsenteret. Jo, der var masser af kigge på for unge og ældre drenge og piger med kubik, krom og cabriolet-drømme i blodet.