Skinner får høvl af tyskere
Høvlearbejdet foregår mellem Hobro og Randers

Skinnehøvlen kommer i aktion mellem Hobro og Randers.
HOBRO:Fire tyskere skal fra 4. til 11. juni give togskinnerne mellem Randers og Hobro en gang høvl. Tyskerne arbejder for Banedanmark og skal hver nat høvle seks ton metal af skinnerne.Næsten året rundt bliver der høvlet, fræset eller slebet togskinner forskellige steder i landet. Og det er en god forretning for Banedanmark, selvom det koster mere end 150.000 kr. pr. nat. - Det betaler sig at vedligeholde og pleje skinnerne hele tiden, som vi gør. For så holder skinnerne længere, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.
Seks ton på en nat
Høvlearbejdet mellem Randers og Hobro foregår fra 4. til 11. juni. Strækningen mellem Hobro og Fårup får høvlen 4.-5- og 9..-10. juni, mens der høvles mellem Fårup og Randers 4.-10. juni. I dagtimerne fra den 4. til 10. juni holder skinnehøvlen parkeret ved Randers Station.- Skinnehøvlen spyr ikke ild ligesom slibetoget. Men den er effektiv. På en enkelt nat høvler den seks ton metal af skinnerne, siger Pernille Skovrup og forklarer, at når skinnehøvlen har fjernet metallet på skinnerne, bliver afstanden mellem skinnerne optimal. Og det gør rejsen mere komfortabel for passagererne. Skinnehøvlen tilhører det tyske firma Schweerbau, og der er fire specialuddannede banearbejdere til at betjene toget.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.