EMNER

Skipper Klements testamente 13

RESUMÉ: Morfar, Gudrun og middelaldermanden Knud tænker på at sende Knud tilbage til Klements tid. Klement og hans mænd sejler mod Aalborg fra Hals i hemmelighed AFSNIT 13. Mens skipperen og hans lille flok sejler indad gennem Limfjorden kommer der ilbud til hest til slottet Aalborghus, hvorfra kongens lensmand udøver sin magt. Budskabet lyder, at den jyske adel på en samling i Ry har kåret Hertug Christian af Holsten til ny konge efter faderen, den afdøde Frederik. Og ilbudet bringer også den nyhed, at Grev Christoffer af Oldenburg har angrebet den unge hertugs slot i Holsten, støttet af de stærke handelshuse i Lybeck, fordi han ikke vil se en ny konge, så længe den gamle lever. Christian II sidder stadig som fange i Sønderborg i stærkt sikret fængsel. - Vi var en god flok, helt unge og fulde af det mod og den lyst, der hører alderen til. Jeg og Stygge var der, og en anden flådeskipper, Klaus Kniphof, min bedste kampfælle. Og så kronprins Christian, han, der nu er styrtet og kastet i fængsel. Vi havde gode tider med vin og slagsmål og herlige piger, kan jeg godt fortælle jer. Vi øvede våbenbrug og sluttede stærke bånd. Det var de gode tider – og det var jo her, Christian fik kærlighed til almuen og til de stænder, der ikke var så forhippede på magt og guld og ædel byrd. Han holdt af søfolk og soldater som os, han trivedes blandt handelsmænd og borgerfolk og kunne selv være blevet en stor købmand. Det var jo også min baggrund, som I ved. Skipperen tier lidt, drikker dybt af kruset, og ser på sværdet. - Ikke alle var som vi. Martin Luthers renheds-apostle var på vej. Rantzau var en af dem, og han var også lærer for den unge Hertug Christian, som nu vil have tronen. Rantzau var soldat om en hals. Kun øje for krigen og slaget og vejen til sejren. Ham skal ingen ønske sig som fjende. Han husker godt. Han husker sikkert også dette sværd. Mændene er helt stille – det er sjældent, Skipperen siger så mange ord. Men nu vil han tydeligvis have det fortalt. - Det var meget senere, efter at min konge, min kampfælle, Christian, var trådt ned. Rantzau var i København til Rigsråd som støtte for tronraneren og adels-tjeneren Frederik, og vi stødte sammen om natten i gaderne. Vi kom i træde, der blev sagt hårde ord, og der blev trukket våben. Vi tjente jo begge Frederik, men Rantzau så igennem mig og så min troskab gå en anden vej. Så han trak sværdet, men jeg var ældre og større, så jeg pryglede ham og tog hans sværd. Det var den nat, vi tog to af kongens skibe for at slutte os til vores landløse herre. Klement tav og hans mænd med. Siden havde han været fredløs i Danmark, og de med ham. Jaget af flåde og hær, med en pris på sit hoved. Ti år var der gået på denne måde, og intet var blevet som det skulle. Uheld på uheld havde fulgt den landflygtige Christian II, som om guderne var imod ham. Nu var de næsten gennem Langerak og havde rundet Bredhage, og Aalborg bredte sig ud foran dem med kirketårne og købmandshuse, med Aalborghus og masteskov ved havnen og møller på bakkerne, der rejste sig bag byen. - Det har været mig et godt sværd til søs. Kort, tungt, skarpt og egnet til stød. Jeg har hørt, han har svoret at tage det tilbage. --- Morfar ser alvorligt på Gudrun og Knud. - Det er meget godt, det her, med jeres Skipper Klement og at han skal have sit budskab, så han ikke skal tabe kampen. Men der er en ting, I er nødt til at vide. De ser begge afventende på ham. - Ja, han dør jo. Det står jo i historiebøgerne. Rantzau rykker alt for hurtigt frem. Klement taber krigen og Aalborg bliver plyndret og tusinder bliver myrdet af Rantzaus tyske tropper. Skipper Klement dør. Han bliver fanget, puttet i fængsel – og han bliver halshugget i 1536. { Mysteriet fortsætter i morgen