Skipper Klements testamente

Resumé: Knud vender tilbage til 1534 for at fuldføre sin mission. Hestepasseren fra Birkelse Hovedgaard beder ham sejle til Aalborg i ly af mørket. Munken Vilfred overtaler Gudrun og Morfar til også at lade ham tage af sted til Skipper Klements tid. Han er bisp Stygges mand, men vil støtte Skipper Klement, lover han. Knuds båd under Ryaa-broen får en ekstra passager… Båden gynger voldsomt, idet Vilfred lander. Både han og Knud falder omkuld mellem årer og tofter. - Nu dør du, når Knud at tænke, idet munken kommer først på benene og kaster sig frem mod ham med sylen forrest. Men Knud når at sparke ud efter angriberen, så sylen plantes i toften lige ved hans øre. Og de to mænd filtres ind i hinanden i et voldsomt slagsmål. Munken hvæser og spytter, og Knud nærmest grynter af anstrengelsen, mens båden driver hastigt ud i midten af åen, voldsomt gyngende og langsomt roterende. Ryaaen er på dette sted så bred og dyb som den overhovedet bliver. Den vældige å, Vendsyssels største, går ind i sin største bugtning lidt neden af åen herfra, hvor Knud og Vilfred i øjeblikket kæmper deres livs vigtigste kamp. I bugtningen er åen hele 18 meter dyb i den yderste side af den vældige halvcirkel, den beskriver lige syd for Birkelse by, og i det felt af løbet er vandets hastighed voldsom og suget stærkt, så åen konstant graver løs af den træbevoksede åbrink. Nogle mener, at det er vandets hvirvlende passage gennem trærødderne under åens kanter, der sætter jorden i dybe svingninger og fremkalder den klagende lyd, som kan høres visse aftener langs vandet. Andre mener, at det er Åmanden, der kræver sit årlige menneskeoffer. Hvorom alting er: Hverken Knud eller Vilfred hører andet end hinandens heftige kamplyde, mens de vælter rundt i bådens bund i håndgemæng. Så rammer den fladbundede båd en lang, krum trærod, der rager ud i åen midt i drejet, lægger sig på siden – fyldes af koldt, sort vand – og synker på sekunder med begge de kæmpende om bord. Og strømhvirvlerne er sådan på dette sted, at selv en hest ville være blevet fastholdt i suget dybt nede i det kolde vandmørke, hvor åvandet kværner rundt i en stor spiral, døgnet rundt, året rundt. --- Gudrun mærker det ske – uden at vide, hvad det er hun mærker. Det er for hende, som når en støj pludselig stopper, og stilheden bliver ægte. Hun ved ikke, at det er Vilfreds plagede tanker, der standser i hendes hoved – men hun fornemmer, at noget afgørende er sket. Kort efter står hun sammen med Rasmus ved hyldebusken og lytter. Alt er roligt. Forsigtigt stikker hun en kæp ind mellem de mørke blade – men intet sker. Til sidst tager hun Rasmus hånd og træder ind i busken. Ingenting. Hun er stadig i 1934, hører tydeligt motortoget brumme i det fjerne på vej fra Aabybro til udfletningen i Ryaa. Der er ikke længere hul i tiden. --- - Hvad skal der nu ske med Skipper Klement? Gudruns bekymring er åbenlys. Morfar kan ikke hjælpe hende. - Det er jo sådan set allerede sket for 400 år siden, alt det, der skal ske, forsøger han at forklare. Men Gudrun holder fast ved sit. - Det var jo før, vi fandt hullet i hyldebusken. Det var jo før, Knud kom hertil og rejste tilbage igen. Det kan da godt være, det har ændret noget. Hvis Kund nu er nået tilbage med budskabet om det, der ligger i kirken på Gjøl. Eller hvis den skøre munk har gjort det, han lovede… Morfar tænker sig længe om. - Hvis det altsammen er rigtigt, kan vi så overhovedet vide, om der er noget, der er blevet anderledes? For så er det jo allerede blevet anderledes nu, og det er vores viden vel også – og de historiebøger, der er skrevet om det. - Årh, Morfar, jeg får hovedpine af at tænke sådan. Hvordan skal vi finde ud af det?