EMNER

Skiturister søger mod kendte steder

Norge og Sverige har tilbud uden for pisterne

Skiturister søger i stigende grad mod større og kendte skisportssteder med mange tilbud. - Og det får de ikke mindst i Norge og Sverige, siger direktør Peter Rønholt, Best Travel i Aalborg, og understreger, at det er hans erfaring. Best Travel har netop udsendt sit nye skiferiekatalog på hele 132 sider, og det tæller 30 snesikre skisports-destinationer. - Nordjyderne har fået råd til mere på skiferien og vælger steder, der også udenfor pisterne kan tilbyde flere forskellige aktiviteter, fortsætter Peter Rønholt. - Mange vil gerne have adgang til sportshaller, svømmehaller, afterski-arrangementer og andre aktiviteter ud over selve skiløb. Aalborg-selskabet satser således kraftigt på nordjydernes nærområde Norge og Sverige. Der er flere rejser til f. eks. Trysil, der er ét af Norges største skiområder, og dertil kommer nyhederne Gålå, Wadahl og Nordseter. Norge fylder mest i det nye skikatalog med hele 18 steder. Gålå og Wadahl på toppen af Gudbrandsdalen har både langrendsløjper og pister for alpin- og snowboardløbere. Det samme gælder i Nordseter ved Lillehammer - et enormt langrendsområde med alpinbakke. I Sverige får Best Travel endnu to skisportscentre i Sälen-området - nemlig Lindvallen og Hundfjället. Populære Saalbach i Østrig er nyheden i alperne og tilbyder ikke færre end 200 pister. Der er alper på begge sider af byen, og pisterne er forbundet i en halvcirkel, så man altid kan løbe i solen. Ifølge Peter Rønholt er der størst vækst i flyrejserne. - Luftfartens lave priser lokker, og man kan nu flyve til Livigno i Italien, tre steder i Frankrig, syv i Norge og til Åre i Sverige, oplyser han.