Skiturister strandede i Nordjylland

Skiturister strandede i Frederikshavn og Hirtshals

VENDSYSSEL: Hård kuling fra nord og fygende sne forhindrede de store passagerfærger i at anløbe Frederikshavn og Hirtshals søndag, og knap 11.000 passagerer på vej til Norge og Sverige strandede i Nordjylland. I stedet for skiferie måtte de - i hvert fald i første omang - nøjes med en hotelseng i vores flade hjemland. Color Line og Stena Line aflyste alle færgeafgange, og Stena har også aflyst afgangen fra Frederikshavn i dag kl 10. Lørdag rådede politiet de turister, der nåede i land med den sidste færge, til en overnatning i Frederikshavn inden hjemrejsen sydpå. I Frederikshavn meldte de fleste hoteller alt optaget søndag. - Det er en af de største rejsedage overhovedet, så aflysningerne har givet voldsom travlhed, siger Finn Rosenqvist, direktør på Scandic Stena Line Hotel Frederikshavn. Her spiste 1000 gæster søndag morgemad og 1500 frokost, og i nat var samtlige cirka 650 senge i brug. - Vi har indkaldt alt mandskab, og heldigvis har vi et godt kriseberedskab. Folk, der med kort varsel, smider, hvad de har i hænderne og møder ind på arbejde, siger hoteldirektøren. På Radisson SAS Jutlandia Hotel var alt optaget søndag eftermiddag. Blandt de strandede var det norske U18-landshold i ishockey . Spillere og trænere deltog i weekenden i en turnering i Frederikshavn, men kunne ikke komme hjem. På byens øvrige hoteller var der også udsolgt, ogColor Line havde skiturister, indlogeret både i Sæby og endnu længere sydpå i Jylland. 1. sektion side 2