Skjerns mestre henter første sæsonsejr i fjerde forsøg

Skjern Håndbold var bagud ved pausen mod Mors-Thy, men vandt hjemmekampen i herrernes liga med tre mål.

Ritzau
Thomas Mogensen fra Skjern Håndbold - her i aktion mod GOG - var onsdag med til at hente den første sæsonsejr til de regerende mestre. Foto: Carsten Bundgaard/arkiv/Ritzau Scanpix
Håndbold 5. september 2018 21:40 - Opdateret 5. september 2018 22:28

Efter tre nederlag som start på sæsonen var der onsdag opmuntring til de danske mestre i håndbold for herrer, Skjern Håndbold.

På hjemmebane blev det til en sejr på 27-24 over Mors-Thy Håndbold, der ellers førte 14-13 ved pausen.

Anders Eggert blev Skjern-topscorer med seks mål, heraf fire mål på straffekast.

Norske Bjarte Myrhol lavede fem mål for gæsterne.

Skjern indledte sæsonen med at tabe til Skanderborg Håndbold i ottendedelsfinalen i pokalturneringen.

Det blev fulgt op af et nederlag til TTH Holstebros pokalvindere i kampen om Super Cuppen, og endelig indledte Skjern Håndbold sæsonen i Herre Håndbold Ligaen med et nederlag til GOG Håndbold.

I onsdagens øvrige kampe vandt Bjerringbro-Silkeborg 32-31 ude over Ribe-Esbjerg, efter at gæsterne førte 17-14 ved pausen.

TTH Holstebro vandt 32-31 ude over Nordsjælland Håndbold, mens Sønderjyske sejrede 30-21 hjemme over Lemvig-Thyborøn Håndbold.

GOG Håndbold vandt 28-20 ude over TMS Ringsted, mens Århus Håndbold sejrede 31-25 ude over KIF Kolding.

GOG, TTH Holstebro og Århus Håndbold topper ligaen med fire point for to kampe.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...