Skjøth erstatter Fabricius

Fodbold 15. september 2002 08:00

SILKEBORG: Angriberen Kenneth Fabricius, der pådrog sig en skulderskade i onsdags mod Viborg FF, erstattes i dag af Peter Skjøth i Silkeborg IF-truppen til mødet med AaB i Superligaen i fodbold. Midtbanespilleren Jesper Thygesen, der også udgik mod Viborg, meldes til gengæld klar igen. Peter Skjøth kan få sæsondebut i Superligaen i kølvandet på fem scoringer for SIF-reserveholdet i henholdsvis Danmarksserien og Reserveligaen. I Silkeborg-lejren ser man i øvrigt frem til, at Henrik "Tømrer" Pedersen, der nu er noteret for 18 officielle kampe for Bolton i den engelske Premier League, runder de 20 kampe for Bolton. Det vil nemlig udløse 100.000 engelske pund - eller rundt regnet én million kroner - til Silkeborg fra den engelske klub. Transfersummen er delt op i flere rater for at sikre Bolton, at de også får den forventede valuta for pengene, og efter 30 kampe må Bolton igen til lommen for at give Silkeborg den sidste rate. Viggo Jensen, SIF-cheftræner, har udtaget følgende bruttotrup til kampen mod AaB: Henrik Ipsen og Mikkel Petersen - Per Ottosen, Michael Larsen, Jacob Rasmussen, Christian Duus, John Jensen, Ulrik Pedersen, Jesper Thygesen, Christopher Poulsen, Thomas Poulsen, Brian Pedersen, Lars Brøgger, Peter Skjøth, Iddi Alkhag og Bo Nielsen.jeri

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...