Skjold Sæby slog til i anden halvleg

Sæbynitterne vendte 0-1 til en sejr på 2-1 ude mod Viborg Søndermarken

Tobias Overlade med nummer ni spillede en god kamp for Skjold Sæby i Viborg.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Tobias Overlade med nummer ni spillede en god kamp for Skjold Sæby i Viborg.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SÆBY:På to pletskud efter pausen lykkedes det for Skjold Sæby at hente alle tre point i Jyllandsserien 2 med en sejr på 2-1 over Viborg Søndermarken.

- Kampen blev spillet på en dårlig bane, der var meget ujævn, og desuden blev vi ramt af et uvejr med sne og hagl, så det var svære betingelser for spillerne, fortæller Sæbys assisterende træner, Hans Ole Nødgaard.

Hjemmeholdet kom i front efter 38 minutters spil efter en friløber, og sæbynitterne havde kun et enkelt forsøg på mål før pausen, som Jeppe Vittrup fyrede af.

- Vi var faktisk heldige med kun at være bagud 0-1 ved pausen, men i anden halvleg kom vi helt anderledes i gang, og efter otte minutter fik vi udlignet ved Jens Lorenzen, der scorede med et fladt skud, fortæller den assisterende træner.

Derefter havde Skjold Sæby flere nærgående langskud, der dog alle blev reddet.

Tre minutter før tid ramte Patrick Hoffmann trekanten, men kort efter lykkedes det ham at få bolden over stregen til 2-1 til sæbynitterne.

- Det var dejligt med tre point i vores første kamp, og nu ser vi frem til et nordjysk opgør mod Jetsmark på hjemmebane på søndag, slutter Hans Ole Nødgaard, der især har verbale roser til Tobias Overlade og Kim Petersen for gode indsatser.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.