Skjolds sommerfest fylder 40 år

Masser af musik, Å-kamp og kræmmerboder

SÆBY:I slutningen af næste uge holder idrætsforeningen Skjold endnu engang sommerfest og kræmmermarked. Og i år bliver det særligt festligt, idet sommerfesten fylder 40 år. Som sædvanlig holdes festen på Paradisjordene ved havnen i Sæby. Ugens tilbud til børnene er blandt andet gratis ture i Rudolf Tivolis børneaktiviteter torsdag formiddag. Her er byens daginstitutioner og dagplejemødre indbudt. Og på søndag kan børnene deltage i en stor skattejagt, som foregår på området i og omkring Paradisjordene. Markedets gæster får rig lejlighed til at teste handelstalentet ved de mere end 30 kræmmere, som er tilmeldt. Der forhandles et bredt udvalg af varer, blandt andet malerier, tøj, blomster, frugt, nisser, cremer, smykker og meget mere. Musik bliver man heller ikke snydt for: Flemming Fiol, Jack Pot, De Lune Jyder samt ikke mindst The Highlanders, som har sine rødder inden for irsk/skotsk folkemusik, vil sørge for god underholdning. Desuden kan gæsterne dykke ned i et stort, gratis sildebord, og lad os bare nævne, at det også er muligt at deltage i par festlige aftener i teltet samt være med til et bankospil, arrangeret af Skjolds Venner. Sommerfesten byder selvfølgelig også på den traditionelle Å-kamp ved Sæby Roklub. Inden Å-mesteren er fundet, skal medlemmer fra egnens sportsklubber og nogle byrådsmedlemmer have en dyst på en smal egetræsplanke, lagt på tværs over Sæby Å.