Skjulte dagsordener

Danièle Thompson har været med i fransk film siden "Undskyld vi flygter" i 1966. Biffens nye premierefilm "Franske forviklinger" er hendes første danske biografpremiere

Jacob Wendt Jensen
Den 68-årige filminstruktør Daniéle Thompson begyndte som manuskriptforfatter og lærte håndværket af sin far. Nu er hun biografaktuel med Franske Forviklinger, hvor også hendes søn Christopher Thompson har en rolle. Scanpix
Film 6. august 2010 06:00

Hun er efterhånden blevet 68 år, men Danièle Thompson holder sig godt. Hendes film sælger i hele verden, og hun tager tørnen med at lade sig interviewe af udenlandske journalister i stiv arm trods rygter om, at hun kan være lidt af en strid Madame. Hendes far, Gérard Oury, var en slags fransk films Erik Balling. Manden bag de store folkekomedier med Louis de Funés som for eksempel "Undskyld vi flygter", der også var en stor succes i Danmark. Helt op i 1980’erne kunne man se den som repremiere i den gamle Bio 5 ved havnen. Filmen blev set af i alt 17 mio. franskmænd, og det er en rekord, der først er overgået sidste år med "Velkommen til Ch’ti", der blev set af mere end 20 mio. Danièle Thompson skrev manuskripter med sin far, og nu skriver hun med sin søn Christopher, der også er skuespiller. Han er således med i "Franske forviklinger", der kredser om et middagsselskab, hvor alle har noget på alle og på tværs af de formelle par ved bordet, foregår der sidespring i kulisserne. Humor og livslede I hendes forrige film "Orchestra Seats" var Danièle Thompson en smule varmere i udtrykket. "Franske forviklinger" er mere bidsk i tonen. Orchestra seats var mere optimistisk. Hvordan er din nye film anderledes? - Orchestra Seats er på en måde en slags eventyr. Den omhandlede det her med, at hovedpersonerne kæmpede for at finde deres plads i samfundet. - Min nye film handler mere om parforhold. Men realismen er jo mindre eventyrlig end eventyret, så måske er den mindre optimistisk, men den er ikke mindre varm. Den er mere klartseende men ikke kynisk. En skilsmisse behøver ikke være noget dårligt i sidste ende, for det kan jo ske, at det er bedre for begge halvdele at skilles. - Det mine film har til fælles, er den her snak om livslede med humor. Jeg tager essensen af vores problemer og behandler dem med humor. Det ligger i min personlighed. Vi gennemlever alle tragedier og sorg, og alligevel har vi privilegerede liv, og det er det jeg laver film om. Det er et dagligt paradoks. - Min første film "La bûche" handler om, hvorfor alle går i panik den sidste uge før jul, selv om der er tale om en stor fest og en dejlig begivenhed. Der var en meget stor identifikation hos publikum med det tema, og den blev en stor succes, så jeg fortsætter ad den vej, siger Danièle Thompson. Peger du på, at moralen er dalende i samfundet med sidespring og skilsmisser? - Der er ikke noget moralsk forfald på spil. I dag er virkeligheden måske endda mere ordentlig og rigid, end da jeg var ung i 1960’erne. I Frankrig er vi blevet lidt mere tolerante med hensyn til sidespring, men vi er altså ikke mere utro end andre, selv om rygterne siger det. Jeg frygter faktisk mine interviews om "Franske forviklinger" i USA, fordi fordommene om franskmændene er stærke på det her område. Mange koder at knække "Franske forviklinger" hedder "Koden er ændret" direkte oversat til dansk. Hvad betyder titlen? - Der er en tre-fire forskellige lag i titlen "Le code a changé". Måske ved du, at i Frankrig har du næsten altid en kode - en sikkerhedskode - du skal taste for at komme ind i alle opgange. Folk glemmer koden, de ringer til hinanden og spørger om koden og så videre. - Begrebet kode er på mange måder gået ind i vores sprogbrug. Samtidig er der begreber som dress-code. Nogle af nøglepersonerne lever også i verden, hvor de ikke forstår koderne i deres eget liv. En er skilsmisseadvokat, men kan ikke se skilsmissetemaet og konsekvenser af en skilsmisse i sit eget liv særligt tydeligt, siger Danièle Thompson, og fortsætter: - Det er tit sådan, at eksperter er meget dygtige til at hjælpe andre, men de er ude af stand til at hjælpe sig selv. For eksempel har jeg også en veninde, der er skilsmisseadvokat, og hendes datter står midt i en skilsmisse. Hun kan ikke finde hoved og hale i den sag. Balancen mellem de alvorlige dele i filmen og humoren, hvordan styrer man den? - Det er meget svært at vide, hvornår man har det gode miks. Du forsøger at holde en balance og ja mine film navigerer mellem de to poler, men det er først i mødet med publikum, man kan se, om det virker. Man skal høre dem græde eller grine, før man er sikker på resultatet. Tarantino og mig Du har arbejdet med din far og arbejder nu med din søn. Hvad er dine erfaringer med at arbejde i familien? - Da jeg arbejdede med min far på "Undskyld vi flygter", havde han kendt til Anden Verdenskrig, og det havde jeg ikke. Det gav en god vekselvirkning mellem os og forskellige input. - Christopher er tyve år yngre end mig, og vi lærer hinanden noget andet. - Af min far har jeg lært en masse. Bare det at skrive et manuskript. Der er faktisk ikke så mange manuskriptforfattere målt i mængder, for det er et lidt bizart fag, hvor man fabrikerer et mærkeligt produkt. Det er et stykke litteratur, der ikke er skabt til at blive læst! - Som lille hørte jeg på samtaler min far havde med andre om, hvordan man skriver et manuskript. Fik indblik i blindgyderne. Det behagelige ved arbejdet er, at man kan arbejde to sammen i modsætning til, når man skriver en roman. Af min far lærte jeg ihærdigheden og en sans for rytmen i et manuskript. - Det er også en glæde at se familiemedlemmer mere, fordi man kan lide hinanden, men hvis resultaterne ikke er gode, så kan det være det samme. Man sætter selvfølgelig familieskabet til side under arbejdet og taler ikke for meget om jul, ferie og hvad man ellers skal i familien. Så er man bare to co-manuskriptforfattere. Da jeg så Quentin Tarantinos "Inglorious Basterds", synes jeg, der var stærke lighedspunkter med "Undskyld vi flygter". Ser du også sådan på det? - Ja, det tænkte jeg også. Det er altså ret sjovt. Scenerne med biografen og nazispidserne og attentatet samme sted, ja, det er ret pudsigt. Jeg har først set Tarantinos film på dvd for nylig, og ingen har rigtig nævnt det, da filmen havde premiere. Var det en fordel først at begynde som instruktør sent i livet? - Det fantastiske var, at på et tidspunkt i mit arbejdsliv, hvor det kunne være blevet til rutine, blev jeg instruktør. Jeg undgik at hvile på mine laurbær. Mange har spurgt mig gennem tiden, men det er mere afslappende at være manuskriptforfatter, så det var ikke mit mål, men så fik jeg alligevel en nysgerrighed overfor det. Resultatet blev en komedie, "La bûche", og den gik godt, og så var jeg i gang. - Hvis det var blevet en fiasko, havde jeg nok nøjedes med at skrive videre. Det er gået godt, og jeg krydser fingre for, at det fortsætter. At instruere skuespillere er noget, jeg godt kan lide. På den anden side gør det mig ofte bange, at stå med ansvaret for en hel film.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...