EMNER

Skjulte numre på Rådhuset

Kommunen kræver husnumre, men glemmer selv at sætte tallene op

FREDERIKSHAVN:Alle husejere har en pligt til at sørge for, at deres huse er dekoreret med et husnummer. Det er noget, kommunen har bestemt. Men hvordan er det nu med kommunen? Lever den selv op til bestemmelserne? Nej, det gør den ikke. Det måtte borgmester Erik Sørensen med skam melde, da han på byrådsmødet fik spørgsmålet om, hvorvidt det kunne være rigtigt, at kommunen var fritaget for denne pligt. Spørgeren var DF's Knud Wilson, der med en fortid som doktor nok ved, hvor irriterende det kan være at komme på sygebesøg på adresser uden synlige husnumre. - Jeg synes det er underligt, at kommunen ikke føler sig forpligtet til at skilte, lød det fra Wilson. Teknisk Forvaltning havde lavet en hurtig rundtur på Rådhusøen og den store empiriske undersøgelse godtgjorde, at Wilson havde ringet det rigtige nummer. På plussiden er Miljøcentret og Skoleforvaltningen, mens Rådhus, Svømmehallen, Biblioteket, Kunstmuseet og Rådhuscentret står helt unummereret. Det vil der nu blive gjort noget ved. Kommunen fejer for egen indgangsdør og får derved et flot nummerskilt op. Og har kommunen ikke egne folk til opgaven, så kan det være, at venstremanden Niels Ole Fredborg Nielsen vil træde til. Han fortalte nemlig, at han en dag hørte en voldsom banken på sin gård. Han skyndte sig hen til støjkilden og fandt en kommunalt ansat ifærd med at sætte et nummerskilt på ejendommen ud fra tesen: hensigten helliger midlet. Kort og godt - det håndværksmæssige var knap på højde med viljen, og Niels Ole Fredborg Nielsen lovede selv at klare ærterne. Så måske kan han overtales igen.