EMNER

Sko for enhver smag

HJØRRING:- Det er gået over al forventning, siger Yngve Pedersen, der bestyrer den nyåbnede skoforretning, Jacob. - Der kommer mange skoleelever forbi, så der var mange unge piger herinde, da vi åbnede. Og det er fortsat lige siden. Hidtil har det største problem været, at ikke alle varer var leveret til åbningen af Jacob 6. marts. Forretningens leverandører havde ellers lovet, at de mange sko ville være på pletten den store dag. Men efter devisen bedre sent end aldrig er varerne nu begyndt at vælte ind, og inden længe skulle der være fod på det hele. Mændene bag den nye skobutik er langt fra nye i faget. Jacob ejes af Poul Jacob og Lars Jacob, der også har Skoringen i Strømgade. Butiksbestyreren Yngve Pedersen har arbejdet i butikken i Strømgade i 30 år. Han bad selv om at få lov at være med, da den nye butik Jacob skulle åbne på hjørnet af Danmarksgade og Østergade. - Jeg tror på, at det er det helt rigtige koncept. Der er sko til unge, børnesko og lidt dyrere kvalitetssko. Han er overbevist om, at det nuværende niveau med fire skobutikker i Hjørring er passende. På den måde bør der være noget for enhver smag, og alles behov kan dækkes. - Så er der ikke nogen, der behøver køre til Aalborg.