Skobutik i Vestergade lukker

Lars Hofmeister
Zjoos i Vestergade holder ophørsudvalg, for indehaveren, Diana Lykkegaard, har valgt at lukke. Foto: Peter Broen
Frederikshavn 1. september 2010 12:05

Dels er hun gravid og vil gerne have mere tid til familien, og dels er jobbet i de senere år blevet meget hårdt, ikke mindst på grund af finanskrisen. - De seneste mange år har jeg stået i butik, og jeg holder en uges ferie om året. Nu glæder jeg mig helt vildt til at holde en hel weekend sammen med min familie, siger Diana Lykkegaard, der er uddannet i Peiter Sport. Senere blev hun ansat i Den Grønne Skobutik, og da skokæden skiftede navnet ud med Zjoos, overtog Diana butikken. Som nævnt har hun mærket, at konkurrencen er blevet meget hård, og at der skal knokles for at få regnskabet til at løbe fornuftigt rundt. Straks efter hun for tre år siden overtog Zjoos, blev hun kæreste med Jesper, og sammen fik de Emma, der nu er 17 måneder. - Udover jeg lige var begyndt som selvstændig fik Emma også kolik. Så der var en overgang meget at se til, fortæller Diana med et smil. Hun ved endnu ikke, hvad hun vil bruge sit arbejdsliv til, men for Diana er alle muligheder åbne. - Jeg tager det som en stor udfordring. At stå i butik er måske ikke lige mig. Men nu må vi se. Om så jeg skal samle affald, så skal jeg nok få et arbejde. Drømmejobbet skal nok komme på et tidspunkt, siger 34-årige Diana Lykkegaard, der skal være mor igen i midten af marts. Zjoos holder i øjeblikket ophørsudsalg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...