Skød hunulv: 40 dages betinget fængsel til 66-årig

Vestjyde frygtede for liv og ejendom lød hans forsvar

Joan Larsen fra ulvetid.nu under straffesagen ved retten i Herning mod en 66-årig mand, der anklages for at have skudt en ulv i Ulfborg i april. Foto: Mads Dalegaard/Scanpix

Joan Larsen fra ulvetid.nu under straffesagen ved retten i Herning mod en 66-årig mand, der anklages for at have skudt en ulv i Ulfborg i april. Foto: Mads Dalegaard/Scanpix

HERNING:En 66-årig mand idømmes betinget fængsel i 40 dage for at have skudt og dræbt en hunulv i Vestjylland. Det har Retten i Herning netop afgjort.

Manden får dog lov at beholde sit jagttegn, selv om anklageren mente, at det skulle inddrages.

Den tiltalte har erkendt, at han fra sin Toyota Landcruiser affyrede tre skud mod et ulvelignende dyr 16. april 2018.

- Det var en spørgsmål om at værne mig selv, min familie og mit bo. Det var en decideret frustration over, at vi ikke kunne få dyret væk, sagde han.

Manden forklarede, at han var drevet af frustration og afmagt, fordi ulven spredte frygt og havde vist sig i lokalområdet.

Han anså dyret, som han skød, for at være en blanding mellem en ulv og en hund. En dna-erklæring har dog slået fast, at der var tale om en hunulv fra et kuld ulvehvalpe, som kom til verden ved Ulfborg i foråret 2017.

- Jeg vurderede, at jeg havde evnen, og så påtog jeg mig pligten, forklarede den tiltalte om baggrunden for sin handling.

Det er første gang, at en sag om ulvedrab behandles ved en dansk domstol. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til to år.

Anklager Ulrik Panduro mente, at manden stod til mindst tre måneders ubetinget fængsel.

Der var tale om en både ulovlig, unødvendig og uetisk handling, lød det fra anklageren.

Den tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.