Retspleje

Skød mod politiet og Rullemarie

Dramaet med den desperate mand i Tversted begyndte allerede fredag aften

En 58-årig mand skal mentalundersøges, efter han i weekenden affyrrede skud mod politiet. Manden gik amok, da han fik at vide, at han er uhelbredeligt syg. Foto: Henrik Louis

En 58-årig mand skal mentalundersøges, efter han i weekenden affyrrede skud mod politiet. Manden gik amok, da han fik at vide, at han er uhelbredeligt syg. Foto: Henrik Louis

- De betjente, der lå nærmest huset, så ham gå rundt på verandaen med geværet hængende over skulderen, og så besluttede vi os for at slå til, fortæller politiinspektør Allan Lund om anholdelsen af den 58-årige sindsforvirrede mand, der siden lørdag morgen havde forskanset i sit sommerhus i Tversted. - Selve anholdelsen var udramatisk, og den 58-årige virkede overrasket over, at vores betjente kunne være så tæt på ham, uden han havde bemærket dem, siger Allan Lund om den anholdelse, der blev afslutningen på 32 timers venten. Efter anholdelsen blev den 58-årige afhørt og senere søndag eftermiddag indskrevet på den psykiatriske afdeling i Brønderslev. Mandag morgen venter der så den 58-årige en tur i retten, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet, sigtet efter straffelovens paragraf 252, der har en øvre strafferamme på otte år. Varetægtsfængslingen vil formentlig ske i surrogat, så han fortsat kan blive på den psykiatriske afdeling i Brønderslev. - Det er jo vigtigt, at han kan få noget professionel behandling, så han kan komme på fode igen, siger Allan Lund. Politiet anholdt den 58-årige klokken 12.30 søndag middag. Manden havde følt sig psykisk ude af balance siden fredag aften. Da betroede den 58-årige sig til sin ven, der er betjent ved Aalborg Politi, at han ikke havde det så godt psykisk. - De talte sammen fredag aften, og da virkede han til at komme over det. Men da betjenten ringede til den 58-årige lørdag formiddag for at høre, hvordan det gik, var den gal, fortæller Allan Lund. På det tidspunkt var den 58-åriges tale usammenhængende, og han begyndte at tale om selvmord. Betjenten informerede sin overordnede, ikke mindst fordi den 58-årige er hjemmeværnsmand og jæger. Ved en gennemgang af den 58-åriges hjem kunne politiet se, at der manglede en jagtriffel med kikkertsigte. Den havde den 58-årige taget med ud i sommerhuset i Tversted. Det fik alarmklokkerne hos ordensmagten til at lyse, og da den 58-årige truede med selvmord og med at skyde dem, der ville stoppe ham i det, skred de ind. - Det var vigtigt for os ikke at gøre noget, der ville bringe noget i fare, siger Allan Lund. Hele lørdagen gik med at snakke med den 58-årige over telefon og internettet. - Vi fik lavet en telefonlinje til vores specialister i kidnapninger og forhandling, og de sørgede for at holde ham beroliget, fortæller Allan Lund. Søndag morgen besluttede politiet at afbryde strømmen til den 58-åriges sommerhus. Det gjorde dog den forskansede mand så vred, at politiet valgte at tænde for strømmen igen. - I stedet sendte vi Rullemarie ind. Den kan nemlig virke som en kommunikationsenhed, fortæller Allan Lund. Rullemaries arbejdsdag blev dog kort, for den 58-årige skød hende fem gange og satte hende ud af spillet. I stedet valgte politiet at fortsætte med at vente på det gunstige øjeblik, hvor de kunne overmande den 58-årige.