EMNER

Skød og ramte 27-årig med luftgevær

20 dages betinget fængsel

AALBORG:20 dages fængsel, som blev gjort betinget, samt en bøde på 2500 kroner. Det blev straffen til en tilsyneladende våbenglad 21-årig mand, som sidste efterår skød vildt omkring sig i østbyen og blandt andet ramte en 27-årig mand. Skyderiet fandt sted midt i oktober, da den 21-årige fra sin lejlighed i Langelandsgade skød tværs over baggården, herunder mod de opgange, der har adresse ud til Lollandsgade. Ifølge sagens oplysninger var den 21-årige noget beruset efter at have været til fodbold, da han fik lyst til at skyde med luftgevær. Han skød blandt andet mod en bagdør til en lejlighed i Lollandsgade. Skyderiet blev bemærket af en 27-årig mand, som gik ud på sin bagtrappe og åbnede et vindue for at se, hvad der foregik. I det samme blev han ramt af et hagl i hals- og skulderregionen, og politiet blev omgående tilkaldt. Ud fra den 27-åriges forklaring om, hvor skuddene kom fra, fandt politiet frem til den 21-åriges lejlighed, hvor der dog ikke var nogen hjemme. Med hjælp fra en låsesmed skaffede politiet sig adgang til lejligheden, hvor der viste sig at være et større arsenal af knive, attrappistoler og luftgeværer samt ting og sager som en amerikansk politistav, et kikkertsigte og et pistol-skulderhylster. På den baggrund holdt politiet lejligheden under observation, og den 21-årige blev anholdt, da han vendte hjem. Under retssagen var han tiltalt efter Straffelovens §252 og at forvolde fare for andres liv og helbred samt for overtrædelse af Våbenloven. På det grundlag krævede politiets anklager manden idømt 14-60 dages fængsel. Som nævnt blev dommen på 20 dages fængsel, som blev gjort betinget, blandt andet fordi den unge mand aldrig tidligere har været rodet ind i noget lignende. Den unge mand, som modtog dommen, har under sagen forklaret, at det på ingen måde var hans hensigt at skade nogen. Han troede, at vinduerne på modsatte side var lukket, og at de små blyhagl derfor ikke kunne gøre nogen skade.