Skøjtebane kørt i sænk

Vægten af en bil var mere end, hvad isen på skøjtebanen i Thisted kunne stå mål med. Hærværk lagde skøjtebanen øde i juledagene.

EMNER 27. december 2010 20:45

Tidligere i denne måned skrev Thisted Dagblad om den nye skøjtebane, som Thisted Brandvæsen har anlagt på det gamle anlæg ved Over Engen. De mange timer som brandvæsnet lagde i arbejdet med at overrisle den gamle skøjtebane og feje isen, så den blev jævn og sikker er imidlertid spildt. Umiddelbart inden juleaften blev skøjtebanen ødelagt, da en eller flere hærværksmænd kom nøglen i tændingen og kørte dørtræk på isen. - Jeg har lagt 20 - 30 timers arbejde i at etablere skøjtebanen, så jeg var frustreret, da jeg så, den var ødelagt, siger Knud Skov, der er ansat ved Thisted Brandvæsen. Knud Skovs datter Cecilie var primus motor for at få genoprettet skøjtebanen i Thisted, derfor har han været involveret i projektet siden starten. Det var ham, der opdagede hærværket, da han om eftermiddagen 23. december kørte forbi Over Engen for at tjekke om der var mere, der skulle gøres, inden han stemplede ud og gik på juleferie. Knud Skov så, at en bil havde kørt rundt på isen. Det havde forårsaget, at jorden under isen - der endnu ikke var dybfrossen - var blevet trykket og ødelagt. Det har givet et hulrum under skøjtebanen, der gør at isen ikke isolerer. Dermed løber nyt vand igennem ned i jorden, i stedet for at det fryser til is. Overrisler nok en gang Mandag eftermiddag var Thisted Brandvæsen ved skøjtebanen, hvor de skulle vurdere om det var muligt at få banen gjort glat igen, eller om Thistedboer med hang til skøjteløb må tage turen til en af de nye baner, der er skudt op i henholdsvis Hanstholm og Hurup. - I aften tager vi ud og sprøjter vand på igen, så må vi se, om den kan reddes, slår Knud Skov fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...