Gymnasiale uddannelser

Skøjteprinsessen fra Katowice

Da Janina Poremska Nowakowska som otteårig begyndte at løbe kunstskøjteløb i Katowice i Polen, var der ingen, der forestillede sig, at hun på et tidspunkt ville flytte til Aalborg, hvor hun i dag kan fejre sin 60 års fødselsdag.

Janina Poremska Nowakowska - tidligere polsk skøjteprinsesse, der nu bor med sin familie i Aalborg - fylder tirsdag 60 år.Foto: Grete Dahl

Janina Poremska Nowakowska - tidligere polsk skøjteprinsesse, der nu bor med sin familie i Aalborg - fylder tirsdag 60 år.Foto: Grete Dahl

Janina Nowakowska, Hermesvej 3, Aalborg, er født og opvokset i Katowice, og hun har opnået flotte placeringer i sin aktive skøjtekarriere, der varede i 14 år - indtil 1970. Den førte hende både hende til EM, VM, OL - og til Aalborg. Janina Nowakowska har de seneste ni år har været gymnasielærer i idræt, og de seneste to år har hun både undervist på Hasseris Gymnasium og på Aalborghus Gymnasium. Skøjteinteressen blev grundlagt tidligt, og efter sin skolegang begyndte Janina Nowakowska sin læreruddannelse på idrætsakademiet i Katowice. Hun kom på akademiet til at undervise i kunstskøjteløb, dans og gymnastik, og samtidig var hun skøjtetræner for skøjteløberne i Katowice og det polske skøjtelandshold. Trænergerningen og lærerjobbet varede ved i 12 år indtil 1982, da Janina Nowakowska og hendes mand Wiktor blev tilbudt job som trænere hos Aalborg Skøjteløberforening. Det var en udfordring, de var meget interesserede i at komme i gang med, men dengang kunne man ikke som i dag bare lige rejse ud af Polen. Det lykkedes dog for Janina Nowakowska, hendes mand og deres to små børn at få udrejsetilladelse i ét år. Den blev forlænget flere gange, og parret var ansat som trænere i Aalborg Skøjteløberforening i 13 år. Her var de med til at skabe vejen for skøjteløbere, der fik fine placeringer til DM, Jyske Mesterskaber og Nordiske Mesterskaber. Janina Nowakowska har selv opnået placeringer som nummer syv ved EM i Jugoslavien og nummer 10 ved VM i Garmisch-Partenkirchen i 1969. Og hendes største oplevelse som kunstskøjteløber i pardans var, da hun som den første polske kunstskøjteløber nogensinde deltog ved vinter OL i Grenoble i 1968. - Det var en stor oplevelse, og her mødte jeg en masse andre glade idrætsudøvere. Jeg fik en placering som nummer 13, hvilket var et tilfredsstillende resultat, siger Janina Nowakowska. Hun er begyndt at spille golf, men har ikke glemt at stå på skøjter. Det sker, at hun sammen med sine gymnasielever henlægger idrætstimer til skøjtebanen, og Janina og Wiktors to sønner, Thomas på 30 år og 28-årige Jacek har også en form for interesse for skøjteløb. Især Jacek, der spiller ishockey i AaB, hvor faderen Wiktor, der også er gymnasielærer, træner de mindste ishockeyspillere i skøjteløb. Janina Nowakowska og familien er i dag danske statsborgere - og de er stolte af det. De har mange gode venner og kolleger, som de mødes med, og de længes ikke efter Polen. Janina Nowakowska træffes på fødselsdagen hjemme i privaten på Hermesvej 3.