Skønhed er tung at bære

"Tag dem for, hvad de er: Små logbøger, mine egne dagbogsnotater fra filmoptagelser, min tvivls trofaste følgesvende, næsten alle nedskrevet i udlandet, nogle for meget længe siden. Ensomme, begejstrede, modløse, kritiske. Rå. Enkelte betænkeligheder, men ingen fortrydelser." Sådan skriver den 61-årige franske skuespiller, Catherine Deneuve, i forordet til det, der egentlig skulle have været en selvbiografi - bogen "I min egen skygge". Catherine Deneuve er åbenbart ikke i stand til at skrive en fortælling om sit liv, og når andre gør det, kan hun ikke genkende sig selv. Derfor er "I min egen skygge" en blanding af syv dagbøger og et interview. Da bogen udkom på fransk sidste år, blev den kritiseret for at være en meget tynd kop te, og forordet virker da rent faktisk også noget mere personligt end de nærmest fuldstændig nøgterne logbøger, skuespilleren har skrevet ned for at udfylde ensomheden under filmoptagelser i udlandet. Som hun selv noterer i den sidste: "Denne dagbog er delvis ført per hukommelse, de ting, der virkelig har berørt mig, står der ikke meget om, jeg har ikke turdet fortælle alt." Heller ikke interviewet i bogen kommer i nævneværdig grad i nærheden af mennesket Deneuve, men fortaber sig i sludrende anekdoter om instruktører, optagelser og franske film. Men lidt bliver sløret nu alligevel løftet for den fåmælte divas inderste tanker. Man skal bare se godt efter mellem linierne. Den lille soldat Catherine Deneuve lægger ud med sine tanker under indspilningen af Lars von Triers "Dancer in the Dark" i 1999. To dage inde i forløbet skriver hun desperat: "Har jeg allerede skrevet under?", og flere gange føler hun sig fristet til at smide tøjlerne og rejse hjem, ikke mindst da sangerinden Björk, der har hovedrollen, pludselig bliver væk fra optagelserne. Men Deneuve holder ud. "Jeg er som altid den lille soldat, man kan stole på, det er min opgave, sørge for at alt ordner sig, lige meget hvad, for filmens skyld." Da optagelserne er forbi, konstaterer Deneuve, at hun har nydt eksperimentet uden dog at være kommet tæt ind på nogen, for "det er jo folk fra Norden", som hun skriver. Stemningen i cafeerne og restauranterne i København kan hun godt lide, fordi der altid er levende lys, selv til frokost. Dernæst bevæger logbøgerne sig baglæns i tiden og følger tilblivelsen af film som "Øst-Vest", 1998, "Le Vent de la Nuit", 1998, "Indokina", 1991, og nogle af de første film fra slutningen af 60'erne, "Tristana" og "The April Fools". Generelt får man indtryk af en kvinde, der tager sit arbejde meget alvorligt, men aldrig føler sig sikker nok. "Jeg frygter altid tekstens "mekanisering" og tekstens hast (...) Jeg har brug for usikkerheden, i mange henseender. Men indimellem narrer jeg mig selv, usikkerheden omkring teksten kan godt hæmme mig i at spille andet end selve teksten." "Jeg ved, jeg er elsket og beundret." "Jeg føler mig alene." Nappede papirkurv De lange og ofte opslidende optagelser kræver særlige forholdsregler. Der er migræne på hotelværelser, hvor luften mildnes med røgelse og mandarinskræller grillet på gasapparatet. Kiks, honning og yoghurt er overlevelsesmad, når det lokale bliver for eksotisk, en 100 Watts pære er god at have i tasken, hvis man vil læse om natten, og behovet for at have noget med hjem fra rejserne udarter nogle gange til det rene tyveri, som da Catherine Deneuve skriver fra Sofia i Bulgarien: "I teatret har jeg nappet en emaljeret papirkurv fra halvtredserne, nymalet bliver den alletiders." Det er tydeligt, at hun ikke er særlig vild med glas, galla og middagsselskaber for lokale bedsteborgere. Som hun skriver et sted om et party: "... hver eneste snob er kravlet ned fra sit elfenbenstårn, det lykkes mig i min hvide Saint Laurent at smile afslappet i to stive timer." Da hun i 1994 som den første får ordet i filmjuryen i Cannes, rødmer hun, og da hun senere på dagen smutter ind om restaurant Majestic for lige at hilse på Gérard Depardieu og Roman Polanski, bliver hun utilpas og anspændt af at blive iagttaget fra bordene. "Det giver sig selv, offentlige steder bør undgås lige efter en officiel optræden," konkluderer Deneuve. Selv om hun er vant til at blive betragtet, nyder hun det ikke. Som hun en gang har sagt til magasinet Empire: "At folk reagerer på mig, som de gør, skyldes ikke mit udseende, det er det faktum, at jeg er meget reserveret, som intimiderer folk. (...) Jeg har et ansigt, der ikke viser mange følelser." Skønhedens byrde Rollen som et slags fransk skønhedsidol gjorde tidligt Catherine Deneuve ængstelig. "... det er en byrde, selv om man prøver på ikke at tage sig af det," fortæller hun i bogens interview filmmanden Pascal Bonitzer. Hun følte sig ikke berømt som skuespiller, men som smuk, og det var tungt at bære. "Det forvansker straks det hele, kan De se, hvad jeg mener?" spørger hun. Samtidig skabte Catherine Deneuve rent faktisk en del skandaler som ung. Det fortæller bogen ikke om, måske fordi Deneuve gerne vil holde sit privatliv ude af spalterne. Det lod sig dog ikke gøre, da hun som 17-årig flyttede ind hos den franske filminstruktør, Roger Vadim, der var blevet verdensberømt på at "skabe" Brigitte Bardot. Han var ellers gift med danske Annette Strøyberg, men Deneuve var ligeglad, og parret levede sammen i fem år - papirløst - og det medførte endnu flere ramaskrig fra de bornerte franskmænd. Parret fik sønnen Christian, og bagefter giftede Deneuve sig med den britiske modefotograf, David Bailey. Siden involverede hun sig i instruktøren Francois Truffaut, men forargelsen brød løs igen, da hun blev kæreste med den gifte skuespiller, Marcello Mastroianni. Han ville ikke forlade familien, men de fik datteren Chiara sammen. "Jeg tror virkelig, at mine mange forhold til gifte mænd, siden jeg var ganske ung, har givet mig et sundt forhold til kærlighed. For selvfølgelig tror jeg på kærligheden. Men jeg tror ikke på, at den varer," har Catherine Deneuve siden sagt. Franske brokkerier I logbøgerne bliver det tydeligt, at Catherine Deneuve med alderen og erfaringen er kommet til at føle et stort ansvar for de film, hun medvirker i. Hun taler gerne iltre skuespillere og nervenedbrudte instruktører til ro, hun påpeger ting, der ikke fungerer, og nogle gange blander hun sig måske lige lovligt meget. Som hun, der ellers er en god pige, siger: "Jeg brokker mig, jeg er meget fransk, jeg brokker mig og brokker mig." Catherine Deneuve beskriver desuden sig selv som humørsvingende. "Der er perioder med utilstrækkelighed, andre hvor vemodet tager over (...) I virkeligheden tror jeg, at disse dagbøger altid har kompenseret for en vist tristesse, et slags afsavn, en følelsesmæssig mangel ...". Det er især tabet af storesøsteren, skuespilleren Françoise Dorléac, der døde i en bilulykke som 25-årig, der går igen som en stor sorg i Catherine Deneuves liv. Måske fordi, det var et af de få mennesker, Deneuve turde fortælle alt til. Hun gør det i hvert fald ikke til læserne. "Jeg taler ikke meget i det hele taget. (...) Ser De, en skuespillerindes problemer, det er svært at tale med andre om, undtagen en anden skuespillerinde, som man er fortrolig veninde med. Det er ikke situationen for mit vedkommende, og så kunne jeg mærke, i hvor høj grad jeg savnede Françoise, i hvor høj grad kun det personlige venskab og det faglige fællesskab gør en sådan fortrolighed mulig ..." - ] Catherine Deneuve: I min egen skygge. Oversat af Jorge Braga. 240 sider, 250 kroner. (Forlaget Ørby)