Skønmaleri på den fede måde

"George Harrison: Living in the Material World"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

George Harrison var dybt fascineret af indisk kultur og religion og lærte at spille sitar af Ravi Shankar.

Det er ikke første gang, den amerikanske mesterinstruktør Martin Scorsese kaster sig over dokumentargenren. Han har lavet film om Dalai Lama, The Band, Rolling Stones og Bob Dylan, og nu altså eks-Beatlen George Harrison 10 år efter hans død. Det er blevet et imponerende epos på overvældende 3 timer og 20 minutter om en stor musiker og personlighed, der hele livet stod - og vel stadig står - i skyggen af The Fab Four's store egoer og evige konkurrenter, Paul McCartney og John Lennon. Filmens budskab er - ikke overraskende - at det er dybt uretfærdigt. Harrison var ikke blot bandets bedste guitarist, havde han fået mere albuerum i The Beatles, var der sikkert kommet flere mesterkompositioner fra hans hånd. I stedet skrev han hundredvis af sange til skrivebordsskuffen, af hvilke kun et fåtal blev udgivet og endnu færre foldet ud, da han gik solo efter Beatles-tiden. Scorsese har lavet sin film på baggrund af enorme mængder arkivmateriale, hvoraf meget aldrig har været vist før. Af det har han opbygget en kronologisk historie, som sine steder er lidt lang i spyttet, men aldrig bliver uinteressant. De historiske optagelser krydres med friske interviews med dem, der kendte George Harrison bedst - fra hans brødre til hans hustru gennem mere end 30 år, Olivia, og naturligvis de to overlevende Beatles, Paul McCartney og Ringo Starr samt en lang række andre kendisser, som næppe andre end en kapacitet som Scorsese ville kunne få i tale til samme film. Det vil være en overdrivelse at påstå, at der kommer sensationelle nyheder frem i filmen. Tværtimod kan man klandre Scorsese for, at der helst ikke må komme for mange ridser i Harrisons eftermæle. Når man for eksempel ved fra andre kilder, at han ikke kunne fordrage John Lennons hustru Yoko Ono, virker det ærligt talt lidt hyklerisk, at hun i filmen sidder og taler så pænt om ham. Og det går helt galt, da Scorsese lader en af kilderne udtale sig om George Harrisons angiveligt kraftige stofmisbrug midt i 70'erne. hvorefter der klippes til en liveoptagelse, hvor en radmager George Harrison med smadret sangstemme kæmper sig igennem nummeret "Dark Horse". Her kunne man forvente af en så detaljeret levnedsbeskrivelse, at den følger antydningerne op og nuancerer portrættet ved at sætte fokus på de mørke perioder i mandens liv. I stedet slipper Scorsese tråden, går mistænkeligt let hen over de næste par år og finder først fokus igen, da George Harrison i slut-70'erne møder det gale britiske komiker-kollektiv Monty Python og økonomisk redder deres film "Life of Brian". Når det er nævnt, kommer man ikke uden om, at filmen er et fantastisk dokument over en usædvanlig tid og et sammensat menneske, som på den ene side flirtede inderligt med østens mystik og på den anden side gik vildt op i racerløb og -biler. Lars Aare lars.aare@nordjyske.dk "George Harrison: Living in the Material World" Instr.: Martin Scorsese. 3 timer, 20 minutter Biffen, Nordkraft fra 2. juledag. Kan også købes på dvd/blu-ray