Skønne steder til de døde

"Vi går gerne langt for vore døde"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nuugaatsiaq nord for Uummannaq, Østgrønland. Kirkegårdene blev ofte lagt på steder med udkig til gode fangstpladser.

Bogen om og med kirkegårdene i Grønland er ubetinget en meget smuk bog. Fotos af skønne steder, hvor man gennem tiden har begravet sine kære. Og hvis det er sandt, som en engang skulle have sagt: at vi kan se, hvor civiliseret et samfund er, ved at kigge på den måde, de behandler deres døde på, er og var Grønland et meget civiliseret samfund på højeste plan. Det viser denne billedbog. Bogen "Vi går gerne langt for vore døde" er en grundig gennemgang af kirkegårde i alle egne af Grønland. Van Deurs' ønske har været at undersøge sammenhængen mellem natur og kultur. "Hvem har skabt det? Og hvorfor lige her?", som hun spørger sig selv i et lille indledende forord. Hun er optaget af den dialog, kirkegården som menneskeskabt kulturelement indgår med den omkringliggende natur. Bogen er med sine 278 sider i stort format og 200 farvefotografier mestendels taget af forfatteren selv en sjælden magisk læse- og kiggeoplevelse. Vi er på besøg på den mindste kirkegård i den for længst rømmede bygd og de største kirkegårde i Nuuk. Vi er i bygder, hvor den først anlagte kirkegård nu ligger i noget, der ligner et trafikkryds, og den sidst anlagte ligger langt ude på landet - langt uden for byen. Lone van Deurs er en nænsom iagttager og nøjeregnende registrant. Hun måler op, tæller kors og beskriver beplantningen, og hun følger sine registreringer op med fotografier af det, hun ser og beskriver. Karen Nørregaard har et vidende forord om den grønlandske tur fra "Åndetro til kristentro", hvor der oplyses om fangetidens tro på det onde som et livsvilkår og de deraf følgende måder, man fandt og anlagde kirkegårde, og så til kristendommens komme til øen med Hans Egede og senere Brødremenighedens mission og ikke mindst dens kirkegårdsskik med at begrave folk i rækkefølge på "Guds agre", hvor de døde er lagt for at spire senere, og hvor en Himmelport leder derind med overskriften: "Eqqissineq - fred". Brødremenighedens tradition med aldrig at slette en grav giver en faktisk mulighed for at se de forskellige tiders måder og metoder, som fortæller om hver sin tid. Og selvom mennesket gerne vil have gravene i lige linjer, flytter naturen på sten og kors, så der ofte opstår en charmerende og livlig skævhed hen over kirkegårdene med deres plasticblomster. Bedst fungerer billederne og præsentationen, især der hvor flotte fotos med stort vue får et dobbeltopslag. Det er blandt andet billeder, hvor vi kommer på afstand af selve kirkegården og dermed bliver vidner til dens samspil med naturen, den ligger i og er med til at skildre. Der er også fotos, der viser selve kirkegården set indefra og i mange detaljer. Forfatterens fascination af kirkegårde er udført med stor konsekvens og grundighed. Men som læser gør man klogt i ikke at forcere sig igennem den flotte bog, men tage den i små afsnit, for så får man det hele med, og de uundgåelige gentagelser forstyrrer mindre. De nye kirkegårde, som også er med, fortæller mere om det moderne, bekvemme liv, hvor man ikke længere så gerne går langt for de døde. Den gode udsigt - til de gode fangststeder - taler man dog stadig om. Men de gamle kirkegårde vidner i dag om en tid, hvor sammenhæng med og kendskab til naturen var en selvfølgelighed. Og den fortælling er også bogens ærinde. En dag er disse steder leveret tilbage til naturen, og kun den bugtende stenrække og svage forhøjninger i terrænet vil fortælle om engang. Og om det sted og dengang fortæller bogen. Til kommende slægter. Tak for det. Troels Laursen kultur@nordjyske.dk Lone van Deurs: "Vi går gerne langt for vore døde. Kirkegårde og landskaber i Grønland" Fotos af forfatteren. Indledning af Karen Nørregaard. Tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson 274 sider. 400 kroner Forlaget Vandkunsten.