Skønt filmspil

GAVER PÅ SPIL "Master of Movies" Oh, sådan et spil har vi længe gerne villet have. Et quiz-spil på paratviden om film (sagde manden, der havde været filmanmelder i snart 30 år) . Og så endda i lækkert udstyr og i en form, der minder så meget om Trival Pursuit, at det må ligge lige på kanten til plagiat. Men advokaterne om det. Her skal det handle om fornøjelsen. Og den er stor. Altså, hvis man er glad for film. Hvis ikke, skal man bare lade være, for det er alt for frustrerende at sidde dér, stum og dum gang efter gang, mens de andrer bare brillerer deruda'. Det sker ikke i Trivial Pursuit, hvor der er mange kategorier. Her er der kun en: Film. Men selvfølgelig er der mange indgange til emnet - mange filmgenrer, tegnefilm, historie, nationer, skuespillere, instruktører, sladderstof, filmpriser - og citater. Et af dem er spillets motto: "Do you feel lucky, punk?". Hvilken Clint Eastwood-film er det i øvrigt fra? Uden at kigge på nettet, tak. Det er et spil, der kræver noget af sine deltagere. Der spørges i hele filmfeltet, altså fra det nyeste til det ældste, kult og klassikere, c-film og a-film, smalle og mainstream. Kun er der ikke et enste billede - dem må vi lave i hovedet. Ellers er det der altsammen, selvom Hollywood og Danmark er overrepræsenteret sammen med de bredeste og de populæreste af filmene. Og det gør ikke noget, for det er en god bred bund at spille på. Man behøver ikke være cineast eller nørd for at være med. Og alle kan jo glæde sig over at opleve det brillante, når topspillerne får lov at rykke. Konceptet er enkelt: Man rykker rundt efter terningkast og scorer filmruller i forskellige farver, før man til sidst rykker ind på midten til finalespørgsmålene og det helt svære. Det er lækkert og gedigent lavet. Bare ærgerligt at det kun kan købes i Nordisk Films biografer - det giver sådan en flad kommerciel fornemmelse. Men det er selvfølgelig også ganske brancherigtigt. Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk "Master of Movies" Filmquiz-spil fra Nordisk Film. 299 kr. Sælges kun i Nordisk Films biografer. PS: Det er "Dirty Harry", der har lucky punk-scenen som indledning. Og citatet er i øvrigt ikke korrekt, selv om det er de ord, man altid hører. Det rigtige citat lyder: "You've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya - punk?"