Skønt og frit liv på fjorden

HADSUND:Mariager Fjord er spejlblank. De grønne vidder på begge sider af det rolige vand har en nærmest meditativ virkning på beskueren, og det skader absolut ikke helhedsindtrykket, at der denne forsommerdag er livlig aktivitet ude på vandet. Store som små, unge som gamle. Tynde og knap så smalle. Alle iført smil, sved på panden og bådtyper i forskellige størrelser her ved Hadsund Roklub. Klubben er nomineret til Den NORDJYSKE Idrætspris 2008 på 100.000 kroner, som Spar Nord og NORDJYSKE Stiftstidende uddeler på lørdag. En nominering, der giver brede smil i klubben. - Det er dejligt, at der også er andre, der lægger mærke til, hvad vi render og laver, siger kaproningsleder Allan Toft Christiansen. - Vi synes selv vi har en bred og dejlig klub, hvor de menneskelige værdier er i højsædet, og hvor vi hjælper hinanden med stort og småt, siger han. Man bliver et med naturen Det er tydeligt at se på de mange roere, at det giver en helt særlig tilfredsstillelse at sidder der, midt i elementerne. - Når man sidder der på vandet får man fornemmelsen af at være ét med det hele, fortæller kaproningsleder Allan Toft Christiansen. - Hvis der så er en sæl, der stikker hovedet op, mens man får teknikken til at flyde, så båden bare glider stille hen over vandet, så får man en helt utrolig følelse inden i. Allan Toft Christiansen er ikke den eneste, der har det på den måde. På godt ti år er Hadsund Roklub gået fra at være en hensygnende og medlemsfattig, men traditionsrig klub til at være en driftig og eksplosivt voksende forening. Den gamle hæderkronede klub fra 1931 har i dag mere end 350 medlemmer, og den fylder meget i bybilledet i Hadsund. - Vi prøver så vidt muligt at være aktive i lokalsamfundet, fortæller Allan Toft Christiansen. - Dels ved at medvirke, når der er lokale aktiviteter, men også ved at lægge en del af vores træning i området omkring havnen, så folk i byen kan se os tøffe rundt på vandet, siger han. Det er langt fra nogen billig fornøjelse at drive en roklub som den i Hadsund. De smalle både er så dyre, at de mest moderne kan løbe op i en halv million. Dertil kommer en lang række udgifter til vedligehold og ture til regattaer, så kontingentet på omkring 1000 kroner pr. medlem rækker ikke langt. - Vi har valgt at satse på et lavt kontingent og i stedet bede medlemmerne om at arbejde for klubben for dermed at tjene penge, siger kaproningslederen. - Ikke alene giver det penge i kassen, det giver også en fornemmelse af sammenhold og øger klubfølelsen, siger han. - Her i klubben føler man altid, at man bliver bakket op, smiler Allan Toft Christiansen. Fra krybbe til OL-guld Roklubben i Hadsund har medlemmer i alle afskygninger. - Vores medlemsskare spreder sig over 70 år, for man skal være mindst 10 for at kunne håndtere udstyret, og vi har roere på vandet, der er over 80, fortæller Allan Toft Christiansen. Han glæder sig over, at der både er plads til hyggeroning, men at eliten samtidig har gode kår. - Vi vandt en OL-guldmedalje i 2004, vi har igen i år en roer med ved OL, og vi satser på at stå på medaljeskamlen om fire år i London, siger han. - Den slags resultater opnår vi, fordi vi er en gruppe mennesker, der virkelig vil roningen, og som bruger al fritiden hernede, mener Allan Toft Christiansen. Derfor indrømmer han også, at de 100.000 kroner vil falde på et tørt sted, hvis roklubben bliver den endelige vinder af Den NORDJYSKE Idrætspris 2008. – Vi vil bruge pengene på nye aktiviteter, hvis vi vinder dem. - Jeg kunne forestille mig, at vi vil investere i noget sikkerhedsudstyr, for vi trænger blandt andet til en ny motorbåd, så vi kan holde endnu bedre øje med de mange børn på vandet, siger Allan Toft Christiansen.