Skørping by er lidt rødere

De fleste vælgere i kommunen støtter dog regeringen

EMNER 10. februar 2005 05:00

SKØRPING: I Skørping Kommune stemmer vælgerne fortsat først og fremmest på de store partier, kan man se af resultatet af tirsdagens folketingsvalg. Både Venstre og Socialdemokraterne er procentvis større, end de er på landsplan, nemlig henholdsvis 30,03 procent og 29,68 procent, og til gengæld er de mellemstore partier som Radikale Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti ikke helt så store, som de er blevet ifølge det samlede resultat: I Skørping ligger liste B på 8,93 procent, C på 8,64, F på 6,00 og O på 11,51 procent. I Skørping Kommune er Venstre gået mest tilbage, nemlig 3,57 procent, efterfulgt af Socialdemokraternes minus på 3,31 procent. Radikale er gået frem med 4,08 procent, Konservative med 1,86 procent, Dansk Folkeparti med 1,39 procent, mens SF og Enhedslisten begge er gået en anelse frem. I Skørping Kommune fik Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en tilslutning på 50,18 procent, mens 46,98 procent stemte på listerne A, B, F og Ø. Billedet dækker dog over store forskelle inden for kommunens grænser. Det kan for eksempel ikke skjules, at vælgerne i Skørping by tilsammen er noget "rødere" end vælgerne i kommunens øvrige byer. 49,69 procent i Skørping støttede oppositionens fire partier, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Og Enhedslisten fik næsten fem procent af stemmerne mod 3,4 på landsplan. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fik til gengæld kun 47 procent af Skørping-stemmerne. I for eksempel Terndrup og Bælum er Venstre gået langt mere tilbage end Socialdemokraterne, og det er Socialdemokraterne, der er det største parti. I Bælum er der næsten dødt løb mellem de to blokke - med en lille overvægt til den "røde" side, mens Terndrup lægger sig meget tæt op af landsgennemsnittet med 53,93 procent til regeringen og Dansk Folkeparti og 44,30 procent til oppositionens partier. Afstemning og optælling gik i øvrigt helt uden problemer i tirsdags, melder Grethe Klausen fra rådhuset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...