Skørping på forsiden

For første gang i mange år er et reportagebillede blevet valgt som forside på DSB’s magasin Ud & Se. Og så er reportagen tilmed fra Skørping, hvor de er helt vilde med at stå på skateboard

Christian Friis
Fotojournalist Asbjørn Sand har været på besøg i Skørping, hvor de er helt tossede med at køre på skateboard. Historien er torsdag på forsiden af DSB’s magasin Ud & Se.
Skørping 1. september 2016 15:39 - Opdateret 1. september 2016 15:44

SKØRPING: De fleste, der læser DSB’s månedlige passagermagasin Ud & Se, ved, at forsiden normalt består af et billede af kendt, aktuel dansker.

Men for første gang i mange år er kendis-forsiden skiftet ud med et reportagebillede - som tilmed er fra Skørping.

- Ud & Se skal jo rundt i hele Danmark ligesom toget. Vi vil gerne finde og fortælle de særlige historier, der er ude i Danmark, siger redaktør på Ud & Se, Julie Moestrup.

Hun påpeger, at mange medier bliver igangsat og redigeret i København, men at vi skal huske på, at der også er en virkelighed udenfor hovedstaden.

- Vi vil gerne have et større fokus på, at der sker en masse ting i Danmark - udover alt det, der sker i København. Det er dagens forsidehistorie fra Skørping et rigtig godt eksempel på, siger hun.

Reportagen fra Skørping tager udgangspunkt i det skater-miljø, der over årene er opstået i byen med den lokale pædagog og skater-entusiast Jesper Andreasen i spidsen.

Det handler om passion

Det er fotojournalist Asbjørn Sand fra Odense, der har lavet reportagen fra Skørping. Han er stolt over, at hans historie nu er endt på forsiden af Ud & Se.

- Jeg synes, det er sjovt, og så er det jo også et skulderklap for mit arbejde, siger han.

Mange vil nok have svært ved at placere Skørping på landkortet, og det er nu heller ikke helt tilfældigt, at Asbjørn Sand fik kendskab til historien.

- Jeg har selv skatet i 16 år og er venner med Jesper Andreasen på Facebook. Da jeg hørte, at han havde gang i et projekt med ungdomsskolen og skating, tog jeg til Skørping for at fotografere. Og så udviklede det sig, siger han.

Ifølge Asbjørn Sand handler reportagen egentlig ikke så meget om at stå på skateboard, men derimod i højere grad om den passion, som Jesper Andreasen fra Skørping har.

- Det er ikke skateboarding, der afgør historien, men mere det, at der en person, der brænder rigtig meget for noget. Med sin passion er Jesper Andreasen med til at fange en masse unge mennesker og lave noget aktivt i stedet for, at de bare sidder og spiller computer, fortæller Asbjørn Sand.

Hvis du ikke kommer forbi et Ud & Se-magasin i toget, kan du læse hele magasinet og reportagen fra Skørping her:

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...