Fødevarer

Skørpings torvedag er i fare

Borgerne svigter, og stadeholdernes omsætning er for lille

Torvedagen den anden lørdag i hver måned har brug for opbakning for at overleve, advarer borgerforeningen. ARKIVFOTO: MICHAEL KOCH

Torvedagen den anden lørdag i hver måned har brug for opbakning for at overleve, advarer borgerforeningen. ARKIVFOTO: MICHAEL KOCH

SKØRPING:Hvis borgerne i Skørping mener, hvad de plejer at gå at sige, så er det ved at være på høje tid at vise flaget på den månedlige torvedag, som i denne måned holdes lørdag på Torvet i Skørping. Siden torvedagen blev indført af den nye Skørping Borgerforening i juni i fjor er det nemlig gået noget tilbage med den lokale opbakning til arrangementet. - Det tynder mere og mere ud med besøgende. Det bliver ikke ved med at gå, for stadeholderne har ikke haft tilstrækkelig omsætning de seneste gange, og i sidste ende vil de derfor ikke blive ved at komme, advarer Mette Madsen fra Skørping Borgerforening. Hun undrer sig også lidt over den manglende tilslutning: - Det kan godt være, at der ikke er så stort et behov, men det passer bare ikke rigtigt med de signaler, folk har givet. De fleste synes, at det er dejligt med sådan et tilbud, men det kræver altså, at man husker at bruge det. Mette Madsen indrømmer, at hun også selv en enkelt gang er kommet til at købe ind om fredagen, fordi hun havde glemt alt om torvedagen den følgende dag: - Men det ærgrede jeg mig så meget over, at jeg nu er begyndt simpelt hen at skrive det ind i kalenderen, fortæller hun. Torvedagen samler stadigvæk en halv snes stadeholdere, som sælger blandt andet kød, fisk, ost, brød, grøntsager, vin, helsekost og blomster.