Skole alligevel blæst omkuld

I den gamle Sindal Kommune blev Lørslev Skole renoveret for en hel del millioner kroner for ikke så mange år siden - nu skal den lukke.

På p-pladsen ved Lørslev Skole står blandt andet en grå VW Golf af ældre dato, og i bagruden har den en streamer, hvor der med grønne, store bogstaver står "Bevar Lørslev Skole". Med risiko for at genere bilejeren, så ser skolen ud til at være i lidt bedre stand end bilen, men det er skolen - og ikke bilen - der skal skrottes som en af otte skoler i Hjørring Kommune. I den gamle Sindal Kommune blev Lørslev Skole, der indgår i et fællesskab med børnehaven i et børnecenter på fælles matrikel, ellers renoveret for en hel del millioner kroner for ikke så mange år siden. - Jeg synes ikke, at det er kendetegnende at fornuften har rådet, lyder det resigneret fra skolelederen på Lørslev Skole, Villy John Petersen. Mandag formiddag er han i gang med at tænde for en halv snes computere i skolens bibliotek. 6. klasse skal have en frivillig, national test i Dansk. En gruppe elever render højlydt og grinende rundt om et bordtennisbord i skolens indgangsparti - alt i alt ligner det lidt business as usual, selv om det er første gang, at eleverne er i skole efter meddelelsen om lukning. - Det er fordi, at det jo ikke kommer som nogen overraskelse, så alle har egentlig taget det ret roligt. Vi hører jo til i kategorien "De fire mindste skoler" - og dem er der ikke rigtig nogen, der ville redde, siger skolelederen, som fortæller, at der i lokalområdet arbejdes med muligheden for at skabe en friskole. Torsdag 18. november er der i øvrigt skolefest på landsbyskolen; sikkert med en noget anderledes stemning end sædvanligt i Lørslev. Når Lørslev Skole lukker efter sommerferien, skal eleverne i stedet gå på Tårs Skole, der ligger godt syv kilometer væk fra Lørslev Skole. Arne klippede snoren Til lukningen af Lørslev Skole, knytter sig i øvrigt en lille pudsighed fra 2004 - her er et uddrag fra en artikel, der blev bragt i NORDJYSKE Stiftstidende: "...snoren skulle klippes til Mariehusets nye tilbygning i Lørslev. Det blæste en kende, og kulturudvalgsformand Arne Boelt (S) bemærkede i sin tale, at det heller ikke bliver nemt for en eventuelt, kommende storkommune at puste de lokale institutioner i stumper og stykker i Lørslev med den nye tilbygning. - Nu skulle gejst og motivation gerne komme i top, og det er svært at vælte noget omkuld, der kører godt, lød det fra Arne Boelt".tn