Skole beklager fald-ulykke

Ni-årig pige faldt ned fra tag og fik kraniebrud og brækkede en arm

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00

HIRTSHALS: - Vi er selvfølgelig meget kede af det, der er sket, og vi beklager at det kunne ske. Det siger skoleinspektør på Ulvkærskolen, Eyvind Hogstad, efter en ulykke fredag eftermiddag, hvor en ni-årig pige i skolens fritidsordning faldt ned fra et tag og pådrog sig kraniebrud og en brækket arm. Skolefritidsordningen for de større elever holder til i en tidligere pedelbolig og lige ved siden af er der en garage. Børnene havde skudt en bold op på på garagens tag og pigen var, via et træ tæt på garagen, kravlet op på taget for at hente bolden. Her fik hun overbalance og faldt de ca. to en halv meter ned på nogle fliser. - Vi har ofte indskærpet overfor børnene at de ikke må kravle op. Det har jeg igen gjort over højtaleranlægget her til morgen. Og træet ved siden af garagen vil nu blive fældet, siger Eyvind Hogstad. Han mener ikke, at personalet i fritidsordningen kan kritiseres for manglende opsyn med børnene. Fritidsordningen, hvor der er indskrevet 30 børn, er normeret med to pædagoger. - Der er det nødvendige opsyn, men vi hverken skal eller kan overvåge børnene hele tiden, siger Eyvind Hogstad. Børnene kan altså ikke være sikre på om personalet iagttager dem hele tiden. Det princip gælder også for skolens gårdvagter. Ulykken får ikke skolen til at skærpe opsynet med børnene. - Der kan ske noget, men det her er den første alvorlige ulykke i de 13 år, jeg har været skoleinspektør her, siger Eyvind Hogstad. Han kan i øvrigt oplyse, at den ni-årige pige er i god bedring efter den alvorlige fald-ulykke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...