Skole bliver klar til nye tider
KLOKKERHOLM: - Vi må få det til at virke for den pose penge, vi har fået, for det skal stå klart og fungere, når vi skal i gang i uge 33.
Så kategorisk udtaler viceskoleleder Stefan A. Joensen sig om ombygninger og ændringer af lokaler, gang og aula på Klokkerholm Skole.
Grunden hertil er behovet for individuelle forberedelsespladser til lærerne i forbindelse med den meget omtalte folkeskolereform, som træder i kraft ved næste skoleårs begyndelse. Der er 27 lærere på Klokkerholm Skole inkl. lærerne ved k-klassen, og der bliver indrettet 20 pladser.
- Nogle af lærerne må deles om en plads, og det bliver sikkert heller ikke noget problem, da ikke alle er der på samme tid, oplyser Stephan Joensen.
Skolebiblioteket flyttes hen i aulaen, og i det tidligere bibliotekslokale bliver der nu plads til 17 arbejdspladser. I det smalle lokale ud mod Rosenvænget, hvor skolebibliotekaren før havde kontor, indrettes der tre arbejdspladser. Det tidligere forberedelseslokale er nu opdelt af en skillevæg, og de to mindre lokaler, som opstår herved, kan fremover bruges som grupperum og mødelokaler. Endelig lukkes den nordlige ende af gangen i stueetagen af, således at der kan lukkes og låses ind til de maskiner, udstyr m.m., som kommer til at stå i det resterende gangareal og biblioteket. Det gør det muligt for f.eks. lærere at komme til forberedelseslokalerne gennem den eksisterende norddør.
Brønderslev Kommune har afsat et beløb, hvorfra der deles ud til de enkelte skoler efter, hvor meget der skal laves de enkelte steder. Håndværkerne begyndte allerede så småt lige før sommerferiens start og skal være færdige før den ovenfor omtalte skolestart. På Klokkerholm Skole var det tidligere bibliotekslokale, hvor størsteparten af forberedelsespladserne skal være, så godt som færdigt.
Rummet fremtræder lyst og pænt, og man lægger mærke til, at der rundt langs væggene er almindelige el-stik og stik til pc. For nylig er der opsat nye lysarmaturer, og vinduerne er også helt nye.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.