Skole-byggeriet følger tidsplanen

Skolevæsen 13. marts 2003 07:00

AABYBRO: Opførelsen af den ny indskoling på Aabybro Skole øst giver personale og elever gener i hverdagen, men skolen lever med det og ser frem til at tage den ny bygning i brug, fortæller skoleinspektør Søren Dybdal Møller om byggeriet af de 1037 kvadratmeter til indskoling og ny SFO. - Byggeriet følger tidsplanen, og det er vi meget tilfredse med. Byggeriet betyder helt klart andre legemuligheder for eleverne, når et stort stykke er spærret af byggeriet. Og i øjeblikket er der også spærret for den direkte adgang fra skolen til sportspladsen og Aabybro Hallen. Men håndværkerne har lovet hurtigt at blive færdige med arbejdet ved vejen mellem skole og hal, siger Søren Dybdal Møller. Byggeriet betyder også, at personalet ikke kan benytte skolens p-plads, da den er inddraget til cykelparkering, og lærerne parkerer derfor fortrinsvis ved hallen. Byggeriet af de 1.037 kvadratmeter sker i forlængelse af den nuværende indskoling og skal være færdig til august: Det omfatter fælles lokaler for indskoling og den ny SFO, som flytter fra Kærbo SFO på Kærvej. Desuden skal der være fire toiletter, sal, elevator, café og lærerlokale. SFO'en får egen base i bygningen i halvanden plan med fire lokaler, fællesrum, to toiletter, handicaptoilet og værksted/atelier. Den nuværende indskolingsafdeling renoveres med start i efteråret. Til ny- og ombygning samt inventar er der afsat 11,5 mio. kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...