Skole er lukket igen

Ledelsen tør ikke risikere elevers og læreres helbred

Esben Heine
Arkivfoto: Hans Ravn
Klokkerholm 6. september 2017 12:57

KLOKKERHOLM: De næsten 300 elever på Klokkerholm Skole blev tirsdag sendt hjem, efter at de i et par dage har gået i en terpentinstank, og igen onsdag blev skolen lukket igen, da skolens ledelse er bekymret for både elevernes og personalets helbred.

Klokken 5 onsdag morgen blev det ellers meddelt via skolens hjemmeside, at skolen var åben, men skolens ledelse ombestemte sig, og besluttede at holde skolen lukket også onsdag.

Lugten kommer fra kloakkerne, og ifølge Brønderslev Kommune menes der at være sket et udslip i søndags. Det er ikke kun skolens område, der er plaget. En del beboere i Klokkerholm by er også plaget af lugten.

Ifølge Brønderslev Kommune menes det, at der kan være sket et udslip af terpentin. Brønderslev Kommune havde tirsdag folk på stedet, men kunne ikke finde kilden.

- Vi lufter ud flere steder, og dermed håber vi, at lugtgenerne forsvinder, siger miljømedarbejder Erik Rydborg fra Brønderslev Kommune.

For skolen var det noget af en opgave at få fat i forældrene til eleverne i 0.-6. klasse. SFO’en blev holdt åben for pasning af børn fra 0.-3. klasse.

Embedslægen er nu sat ind i sagen, og vi åbner først skolen igen, når vi får en tilbagemelding fra embedslægen om, at det ikke er sundhedsskadeligt at opholde sig på Klokkerholm Skole.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...